»Som forventet var det en koncert, hvor de store hits triumferede og atter understregede, at Depeche Mode absolut stadig har en berettigelse som et samlende, velspillende og medrivende livenavn«.
Sådan skrev vores anmelder, sidst Depeche Mode besøgte Parken tilbage i 2017. Dén scene vender Dave Gahan og Martin Gore tilbage til næste sommer.
Depeche Mode har nemlig netop meldt ud, at deres ‘Memento Mori’-turné kommer til København den 27. juni 2023. Turneen er opkaldt efter et nyt album – bandets 15. af slagsen – der skulle lande til foråret.
Den kommende albumudgivelse bliver den første, siden bandmedlemmet Andy ‘Fletch’ Fletcher døde i en alder af 60 år tidligere i 2022.
Den omstændighed påtaler Martin Gore via en pressemeddelelse:
»Vi startede arbejdet med dette projekt tidligt i pandemien, og dets temaer var direkte inspireret af den tid. Efter Fletchs bortgang besluttede vi at fortsætte, da vi er sikre på, at det var det, han ville have ønsket, og det har virkelig givet projektet et ekstra niveau af mening«, lyder det.
Showet i Parken bliver den første Depeche Mode-optræden i Danmark siden gruppens koncert på Tinderbox i 2018. Billetsalget starter fredag den 7. oktober klokken 10.00 via ticketmaster.
Depeche Mode (UK)
27. juni 2023
Parken
Billetpris: 425-895 kr.