Der var dømt stor hiphopfejring, da koncerten ‘Hip Hop 50 Live’ løb af stablen i Yankee Stadium i New York foran 50.000 tilskuere i fredags.
Koncerten markerede 50 året for hiphoppens fødsel, og fejringen nåede sin kulmination, da Nas spillede sit sæt, som bød på en gæsteoptræden fra Lauryn Hill.
De lagde ud med klassikeren ‘If I Ruled the World’, hvorefter Hill fortsatte med sange fra sit eget katalog ‘Ready or Not’, ‘Doo Wop (That Thing)’, ‘Killing Me Softly With His Song’ og ‘Fu-Gee-La’.
Inden da havde Nas, der også selv fejrer sin 50-års fødselsdag i år, spillet en række af de store sange fra sit bagkatalog. Han fik også besøg af Kool G Rap på scenen.
Den store koncert bød også på optrædener fra blandt andre Snoop Dogg, Wu-Tang Clan, Ice Cube, Lil Wayne, Fat Joe, Lupe Fiasco, Eve, Lil Kim, Remy Ma og Trina.