Uskyldig leg eller kodet pornografi? Den nye NPC-trend på TikTok deler vandene

I NPC-trenden agerer folk som computerspil-karakterer og lader deres handlinger diktere af betalende seere. I sidste uge hoppede Nicki Minaj med på bølgen. Nogle ser det som en uskyldig viral leg, imens andre ser en seksuel transaktion ikke ulig OnlyFans.
Uskyldig leg eller kodet pornografi? Den nye NPC-trend på TikTok deler vandene
Nicki Minaj. (Foto: PR)

»Mmm, ice cream, so good«, siger hun mekanisk, mens hendes tunge slikker ud i luften.

Canadiske Pinkydolls tunge og mekaniske bevægelser er gået viralt på TikTok, hvor hun laver NPC-videoer til sine over en million følgere. Med indkøbte emojis er det seerne, der dikterer hendes mekaniske manøvre. De har magten over hendes bevægelser.

Den 27-årige tiktok’er kalder sig selv for ‘the queen of NPC’, og hun er da også blevet opdaget af flere store navne – heriblandt den amerikanske producerstjerne Timbaland, der er hendes top viewer.

Når hun sidder foran det tændte kamera, der ofte er placeret på marmorbordpladen i hendes køkken, ser mere end 45.000 seere med, mens det vælter ind med forskellige emojis, der køber sig til hver sin lyd og bevægelse, som Pinkydoll skal opfylde.

En cowboyhat-emoji udløser et mekanisk sving med en luftpisk. Is-emojien er den mest populære, og det er den, der udløser hendes slikkende tunge. Den lyd er gået viralt og er nu også lavet til en sang i samarbejde med modebrandet Fashion Nova.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det virker måske meget uskyldigt, at mennesker opfører sig som computerspilkarakterer. Men der er også dem, der mener, at de mekanismer, der styrer transaktionen mellem bruger og NPC-performer, udgør en skjult seksualisering af platforme som TikTok.

Der er penge i TikTok Live

Termen NPC står for non-playable character og udspringer af computerspil-verdenen, hvor der er karakterer, man kun kan interagere med på en meget begrænset måde, og som typisk bare laver den samme bevægelse og lyd igen og igen.

Det nye er, at NPC-fænomenet er rejst fra spilverdenen for at besøge TikToks mange brugere.

Et besøg, der nu er blevet til en større tendens, som blandt andet har fået Nicki Minaj til at lave robotlignende gestus live på TikTok.

Der er også noget relativt nyt i, at der er en økonomisk dimension i det her. Når man laver live-videoer på TikTok, kan man nemlig tjene penge.

Brugere kan købe virtuelle gaver i form af emojis, som de kan sende under livestreams of dermed diktere, hvad live-streamerne skal gøre. Når Pinkydoll laver katte-bevægelser, er det altså fordi, at nogen har betalt hende for det via emojis.

Som modtager af emojis kan du veksle dem til rigtige penge. Hvis en bruger har betalt to dollar for en emoji, vil modtageren kunne udløse en dollar.

Derfor sammenlignes NPC-fænomenet med OnlyFans, hvor man kan tjene penge gennem deling af intime billeder og videoer, og hvor brugere kan betale for særligt indhold.

Gemt bag uskyldige emojis

I New York Times’ musikpodcast ‘Popcast’ sammenligner værten Jon Caramanica Pinkydoll med en camgirl, altså én, der tjener penge på at lave pornografisk indhold foran et live-kamera.

Han fremhæver, hvordan hun leger med intimitet på den mindst muligt intime måde, fordi hun gør det i et univers, hvor penge er forklædt i uskyldige emojis.

Der er med andre ord noget seksuelt i dynamikken mellem bruger og NPC-streamer, det er bare skjult bag søde ikoner.

Via NPC-fænomenet rykker ‘uskyldige’ sociale medier dermed tættere på seksualiserede platforme som OnlyFans. Og live-formatet gør det svært at moderere det intime indhold.

Selv er Pinkydoll meget åben omkring typen af indhold i sine live-videoer.

»Jeg stod faktisk bare foran kameraet og var sexet. Og så skrev nogen i kommentarerne, at jeg lignede en NPC, fordi jeg opførte mig underligt, og at de kunne lide det. Så begyndte de at sende mange penge. Så tænkte jeg: ’Okay, jeg vil lave NPC nu’«, siger hun i et interview med The Daily Beast.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lige nu tjener Pinkydoll, ifølge hende selv, 10.000 dollars om dagen på at sende live-videoer på TikTok. Derudover er hun også aktiv på OnlyFans.

Selvom emoji-videoerne virker harmløse, rejser spørgsmålet sig: Er NPC-trenden uskyldig leg eller kodet pornografi?

Frigørende eller kontrollerende?

TikTok-eksperten Sofie Swienty, som er stifter af 4-TEN, der har hjulpet blandt andet Netflix og DR P3 med deres strategi på sociale medier, pointerer, at NPC-fænomenet har opdelt folk i to fløje.

»Nogle finder NPC-videoerne rare og sidestiller dem med ASMR-videoer, hvor gentagelser er med til at gøre det sensorisk, behageligt og fascinerende. Andre mener, at det er seksualiserende, og at det taler ind i en opfattelse af kvinder som nogen, der kan kontrolleres. Af den grund mener de, at fænomenet kan ses som en kvindefjendsk fantasi, hvor kvinder gør ting for penge. Ligesom på OnlyFans«, forklarer Sofie Swienty.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er svært at benægte, at der er en transaktion i spil i NPC-videoerne. Det er også hovedsageligt kvinder, der laver videoerne, og de har ofte en seksuel undertone.

Men Sofie Swienty mener ikke nødvendigvis, at sexelementet betyder, at det ikke kan være frigørende.

»They hacked the system. De tjener sygt mange penge på det, og det kan jo også ses som et udtryk for at tage magten over sig selv«.

Vi har vænnet os til, at man kan have et fuldtidsjob som influencer på YouTube eller som creator på OnlyFans. Nu udspringer der nye jobmuligheder ud af live-formatet på TikTok. Små nicher, hvor man kan tjene penge, hvis man forstår koderne.

Der foregår meget bag facaden, når Pinkydoll slikker sig om munden, fordi nogen har betalt for at sende en emoji. Men fremfor alt er det endnu en måde at tjene penge på via sociale medier.

Pinkydoll er nu blevet den den første NPC-streamer, der er brudt bredere igennem. Men der er gode chancer for, at hun ikke bliver den sidste.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af