27 år efter mordet på Tupac Shakur har amerikansk politi fredag arresteret og rejst tiltale imod den formodede gerningsmand, det tidligere bandemedlem Duane Keith Davis.
Davis har tidligere i flere interviews og endda i sin selvbiograf, ‘Compton Street Legend’, berettet, at han var passager i den bil, hvorfra de dødelige skud blev affyret.
Ifølge den nu sigtede Davis havde Tupac Shakur og hans ledsagere tidligere på aftenen tæsket hans nevø, hvilket førte til den fatale hævnaktion. Det skriver The New York Times.
Den 25-årige Tupac Shakur blev ramt af fire skud affyret mod hans bil den 7. september 1996 i Las Vegas og døde på hospitalet seks dage senere. Ved sin død var han en af verdens mest kendte og respekterede rappere.
Det uopklarede mord har lige siden været omgærdet af omfattende interesse og spekulation, ligesom mordet på Tupac Shakurs rival The Notorious B.I.G. et halvt år senere.