Tidligere på året endte The 1975’s Matty Healy i noget af et uvejr, da han i en podcast parodierede Ice Spice og gjorde grin med hendes etnicitet.
Healy har sidenhen undskyldt for sine kontroversielle udtalelser, men først nu kommenterer Ice Spice sagen.
I et nyt interview med Variety fortæller New York-rapperen blandt andet, at kommentarerne i sin tid forbavsede hende.
»Da jeg hørte podcasten, var jeg så forvirret. Da jeg hørte dem kalde mig en ‘buttet kinesisk dame’ var jeg sådan: ‘Hva? Hvad betyder det overhovedet?’. Først og fremmest, så er jeg thick. Og hvad mener du med kinesisk?«
Ice Spice forklarer også, hvordan Healy af flere omgange har gjort sig umage for at undskylde.
»Jeg så ham til en Jean Paul Gaultier-fest for et par dage siden, og han sagde: “Hey, er du ok?”, og jeg sagde: “Selvfølgelig.” Han undskyldte til mig en masse gange. Vi er good«, siger hun.
Så den stridsøkse må efter alt at dømme endelig være begravet.