Ice Spice i slåskamp med fan på McDonald’s

Ice Spice i slåskamp med fan på McDonald’s
Ice Spice. (Foto: PR)

Tidligere på ugen endte Ice Spice i et slagsmål med en fan. Det skete onsdag aften på en McDonald’s i Hollywood, skriver Complex.

TMZ har fået fat i overvågningsvideo fra hændelsen. Her ser man, at rapperen iklædt hættetrøje sidder og spiser et måltid med en ven. Da en kvinde, der ifølge mediet hedder Vayah, går op til deres bås og tager kontakt, ender hun og Ice med at skændes.

Der er ingen lyd på klippet, men det ser ud til, at Vayah forsøger at sætte sig i båsen, hvilket Ice Spices ven ikke gør plads til. Rapperen peger herefter væk fra bordet, som om hun beder Vayah om at lade dem være i fred.

Herefter stikker fanen Ice Spice en lussing, og de to kvinder begynder at slås, inden andre gæster skiller dem ad, og Vayah bliver eskorteret ud af fastfood-restauranten.

Andre fans fortsatte med at filme seancen, da parterne efterfølgende bevægede sig udenfor. I en video bragt af TMZ ser man først Ice Spice råbe, at hun vil slås med Vayah, der befinder sig på den anden side af gaden. Senere får hun sit ønske opfyldt, da de to parter ender i håndgemæng ude på vejen.

Mediet har også delt en video, hvor Vayah giver sin version af sagen. Hun fortæller, at Ice Spice var »ubehøvlet« og kaldte hende en »bitch«, hvilket altså fik hende til at ty til vold.

Ice Spice har efterfølgende adresseret sagen ganske kortfattet og humorbetonet. »Det her ville ikke ske på Wendy’s«, skriver hun på X sammen med et kort udklip af overvågningsvideoen.

Wendy’s er en konkurrerende amerikansk fastfood-kæde, som rapperen sjovt nok har et kommercielt samarbejde med.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af