Når man lander i en shitstorm, gælder reglen: Har stormen lagt sig, så lad for Guds skyld være med at ruske op i den igen. Det er der bare ikke lige nogen, der har fortalt Matty Healy.
For nu har forsangeren fra The 1975 i et interview med The New Yorker kommenteret sin kontroversielle optræden i podcasten ‘The Adam Friedland Show’ fra februar.
Og det er ikke ligefrem en udtalelse, der går i spænd med Healy’s anti-røvhuls-strategi.
Tilbage i februar blev Matty Healy kritiseret for at diskutere New York-rapperen Ice Spices etnicitet og gøre grin med forskellige accenter. I det nye interview med The New Yorker bliver Matty Healy spurgt, om han med vilje forsøgte at provokere sine fans med den stødende optræden.
»En lille smule«, svarer Matty Healy. »Men det betyder ikke noget. Ingen sidder der om aftenen sammensunket ved deres computer, og deres kæreste kommer hen, og siger: ‘Hvad er der galt, skat?’, hvorefter de svarer: ‘Det er bare det der med Matty Healy’. Det sker ikke«.
Forsvaret af udtalelserne kommer nok næppe til at dæmpe kritikken af den britiske rockstjerne. Det hele kommer også på et lidt prekært tidspunkt. Der er nemlig tiltagende rygter om et forhold mellem Healy og Taylor Swift – og sidstnævnte har netop udgivet en sang og musikvideo med netop Ice Spice.