I mandags havde Beyoncé fødselsdag. Den nu 42-årige popstjerne fejrede det blandt andet ved at hive Kendrick Lamar med på scenen til aftenens stadionkoncert i Inglewood, Los Angeles. Det skriver HipHopDX.
Her fremførte duoen deres 2023-remix af ‘America Has a Problem’ live for første gang. Sangen var oprindeligt på Beyoncés ‘Renaissance’-album fra 2022 uden gæsteoptræden, men blev genudgivet med Kendricks vers i 2023. Det er ifølge Pitchfork første gang, de to musikere spiller sangen sammen live.
Kendrick, iført gult reflekstøj, kom godt i gang med sin oprtæden, men desværre virkede hans mikrofon ikke i midten af verset. Til slut kom der dog lyd igennem, så det særlige øjeblik ikke blev helt ødelagt.
Til koncerten trådte en ældre musiklegende også op på scenen for at fejre Beyoncé. Diana Ross tog således en mikrofon og sang ‘Happy Birthday to You’ sammen med hele spillestedet.