»Shit, det var smukt«: Ukendt Kunstners potente hiphopfest fik alle følelserne til at bruse frem i Royal Arena
Efter at have spillet fanfavoritten ‘Et andet niveau’ med Kesi som gæst på scenen, tillod Hans Philip sig at blive lidt sentimental.
Her stod han til Ukendt Kunstners største indendørskoncert nogensinde. Og han erklærede over for det massive publikum: »Vi er kun nået hertil, fordi vi startede et sted. Vi startede lige her i København«.
Herefter spillede duoen gennembrudshittet ‘København’ for et rørt publikum, hvor det ikke krævede det mindste besvær at få folk til at synge med.
For nej, koncerten i Royal Arena var ikke deres første koncert efter genforeningen. Det var den femte. Men det var den første i hjembyen, der definerer så meget af Ukendt Kunstners tekstunivers.
Efter netop ‘København’ meddelte Hans Philip, at han ikke plejer at planlægge konkrete ting at sige mellem numrene. Det plejer ikke at være et problem for ham, men som han sagde til koncerten: »Det er svært i dag, for jeg er næsten uden ord«.
Jeg elskede, hvor meget Hans Philip blottede sig selv. For jo, selvfølgelig var det en fest at hoppe og danse til ‘Fucking nummer’ og ‘Stein Bagger’. Og jo, selvfølgelig tog det kegler, da både Lord Siva, Kesi og Sivas gav gæsteoptrædener. Men det mest imponerende ved koncerten var, at Ukendt kunne underholde og fængsle et så stort publikum, uden at det gik ud over den sårbarhed, der altid har været til stede i duoens musik.
De forenede de to sider eminent. Som under ‘Mand over bord’, hvor vi kunne se Hans Philip gradvist gå mere i knæ, mens fortællerstemmen i sangen mister magten over situationen. Et hektisk lysshow svirrede rundt i salen, mens hans stemme blev helt skinger til sidst, og nogle arpeggios sørgede for, at outroen blev dejligt intens.
De samme greb, der skabte feststemningen i salen, gjorde, at man kunne mærke angsten i nummeret. Underholdning og sårbarhed gik i ét.
‘Kerosin’ blev til at starte med opført med en indadvendt Hans Philip alene på klaver for enden af scenens catwalk. Folk tændte deres telefonlightere, og vi blev lullet ind i en rolig dosis vemodighed. Men halvvejs gennem nummeret bragede Jens Ole McCoy ind med fuld smadder, og lydbilledet blev tungt, buldrende og lidt forvrænget. Hvad der på albummet måske kunne føles som et glorificeret interludium blev her til en gevaldig mavepuster og en cementering af, hvor vigtig Jens Ole McCoy er for Ukendt-opskriften.
Et lignende øjeblik fik vi med beatswitchet på titelnummeret fra ‘Dansktop’.
Vi var lige blevet bekvemt med det hårdkogte beat og en Hans Philip, hvis levering sprudlede så meget, at han stedvist bevægede sig ud i Danny Brown-kanaliserende skingerhed. Og selvom jeg jo vidste, at der ville komme et skift, ramte det bare så meget hårdere live, at han pludselig skulle navigere over et mere tilbageholdende soulbeat med knap så markante trommer, der endda vovede sig ud i mere uregelmæssige rytmer.
Det var som om, Hans Philip pludselig ikke havde det trygge fundament, han tidligere lænede sig op ad, og som resultat blev hans vokal endnu mere skrøbelig – og taknemmelig over publikum.
Kærligheden mellem duoen og publikum blev eminent understreget med afslutningsnummeret ‘For livet’. Her tog Hans Philip sig den frihed at ændre lidt på lyrikken, så han sang »jer« i stedet for »dig« i omkvædet: »Hvis jeg si’r, jeg elsker jer én gang, så’ det for livet«. Og det var tydeligt at kærligheden gik begge veje.
Shit, det var smukt.
Kort sagt:
Ukendt Kunstner gav et brag af en hiphopfest i Royal Arena, hvor samtlige følelser var i stand til at bruse op til overfladen takket være en brandvarm Hans Philip på mikrofonen og en sonisk troldmand i form af Jens Ole McCoy på dj-pulten.