I fredags udgav Taylor Swift en ny udgave af 2014-albummet ‘1989’ som del af popstjernens længerevarende projekt med at genindspille sit bagkatalog efter en konflikt omkring rettighederne til musikken.
Allerede nu har Swift slået streamingrekorder med sit ‘1989’-remake, skriver Deadline.
På udgivelsesdagen blev ‘1989 (Taylor’s Version)’ nemlig det mest streamede album på en enkelt dag i 2023 på Spotify. I samme ombæring er Swift blevet den mest streamede artist på en enkelt dag i hele musiktjenestens historie, der går tilbage til 2010.
Genindspilningen af ‘1989’ kom med yderligere fem hidtil uudgivne sange samt en ligeledes genindspillet udgave af ‘Bad Blood’-remixet, der har Kendrick Lamar som gæst. I weekenden udsendte Taylor Swift en mindre hyldest til rapperen for samarbejdet.
‘1989’ er det fjerde genudgivne Taylor Swift-album efter ‘Fearless’, ‘Red’ og ‘Speak Now’.