Britney Spears har mødt kritik fra en af sine musikerkollegaer efter sin nye bogudgivelse.
I sin aktuelle selvbiografi kommer Britney Spears nemlig med en række afsløringer om sit tidligere forhold med Justin Timberlake. Blandt andet beskriver hun, at Justin Timberlake var hende utro, og at han overtalte hende til at få en abort, som hun senere fortrød.
Det har resulteret i, at Timbaland – en af Justin Timberlakes faste samarbjedspartnere – for nylig har langet ud efter hende.
Det skete i en live-talk, hvor produceren betvivlede Spears’ mentale tilstand.
»Hun er ved at blive sindssyg, ikke?«, lyder det her fra Timbaland, efter at han bliver spurgt til Britney Spears’ nye bog.
»Jeg havde lyst til at ringe til JT (Justin Timberlake, red.) og sige, at han burde have givet hende mundkurv på«.
Men den slags udtalelser er ikke faldet i god jord hos Britney Spears’ fans, der efterfølgende har kritiseret Timbaland for at være misogyn.
Det har så fået produceren til at undskylde.
»Jeg undskylder over for Britney-fansene og over for hende. Og hvad angår det at respektere kvinder? Hell yeah«, siger Timbaland i en TikTok-video.