KOMMENTAR. Britney Spears har levet hele sit liv under et åg af udnyttelse og svigt.
Det løber som en næsten sadistisk åre i hendes familie. Hendes bedstefar sendte sine koner på sindssygehospital, når han blev trætte af dem. Selv har hun en svær opvækst, hvor lille Britney må stå op om natten for råbende at bede sin mor og døddrukne far om at holde op med at skændes, så hun kunne sove.
Hendes mor lærer hende at drikke og køre bil som 13-årig. Som 15-årig begynder hun at forsørge sin familie, men hun får aldrig sin drøm opfyldt; at få at vide af sin far, at hun er elsket præcis, som hun er.
I stedet behandles hun som en væddeløbshest, man kan tjene penge på.
Britney Spears’ nye selvbiografi er et dybt personligt vidnesbyrd om, hvordan en dysfunktionel familie kan lægge sig i brystet som en medfødt hjertefejl, der gør al anden kærlighed svær for de børn, der ikke elskes nok.
’Min egen stemme’ er ikke bare en usædvanligt oprigtig og mørk popstjernefortælling om, hvordan børn må slås med dårlige familiepatriarker, der går som en smitte fra generation til generation.
Den er beviset på, at der i 90’erne og 00’erne herskede en decideret kvindefjendsk kultur, som bogen står som en skamstøtte over.
En dukke, der bliver leget for hårdt med
Selvfølgelig misbruges Britney gennem livet også af de mænd, hun danner relation til. Først Justin Timberlake, der katapulterer en solokarriere ud fra utroskabsanklager mod sin ekskæreste, der er så hårdt ramt af hjertesorger efter bruddet, at hun ligger hjemme i barndomshjemmet i Louisiana og har svært ved at tale.
Vi hørte alle sammen ’Cry Me a River’. Kan I huske Jokerens hit ’Kvinde din’, hvor han kalder ekskæresten Shirley for en møgluder? Sikke en banger!
Hjerteknust, depressiv og ramt af social angst møder Britney danseren Kevin Federline, der holder om hende i swimmingpools i timevis uden at give slip. Han fortæller hende ikke, at han har et barn, og at hans ekskæreste er i ottende måned, da de bliver kærester.
Federline udnytter hendes penge og berømmelse til at skubbe sig selv frem, og da Britney Spears får en alvorlig fødselsdepression over at blive konfronteret med sin egen barndom i sine børns ansigter, forlader han hende.
Og først her bryder helvede for alvor løs.
Vi voksede op med det
Jeg husker, at vi grinede af det i folkeskolen. Britneys skaldede hoved. At hun ikke kunne passe sine børn. At hun så fed og forvirret ud, da hun optrådte til MTV Video Music Awards i 2007. Episoden med paraplyen og de trusseløse byture.
Vi grinede af det, ligesom vi grinede af pigen fra parallelklassen, hvis nøgenbillede lå på alles telefoner, efter hun havde sendt det til en fyr, hun var forelsket i.
Vi sang med på Pinks ’Stupid Girls’, der måske promoverede sig selv som en opsang til kvinder om at have ambitioner, men som i dag kan læses som én lang misogyn omgang slutshaming, hvor sangerinden lå og vred sig på et lagen foran et grovkornet digitalkamera for at efterligne en hævnporno-video med 19-årige Paris Hilton, der blev delt af hendes ti år ældre ekskæreste mod hendes vilje.
Da Pamela Andersons karriere og parforhold blev smadret af at få delt private kærlighedsoptagelser fra hendes bryllupsferie, blev hun behandlet som om, hendes krop var offentlig ejendom af retsvæsnet, fordi vi allerede havde set den nøgen.
Vi ejede hendes krop. Ikke hende.
Kvinder, som vi ikke kunne lade være med at se på, var altid allerede skyldige i den ringeagtelse, de blev udsat for. Selv blandt feminister som Pink og i retssystemet var der ingen hjælp at hente.
Den skjulte magt
Historien om Britney Spears minder mig om Martin Scorseses aktuelle film ’Killers of the Flower Moon’. Osage-stammens olierettigheder placerer dem angiveligt i toppen af det race-mixede samfund i Oklahoma, men det er i virkeligheden de hvide, der styrer det hele.
Det er aldrig muligt for alvor at opnå en styrkeposition, hvis man er minoritet i et racistisk samfund.
På samme måde er det med Britney Spears. En sød, smuk, feminin kvinde kunne umuligt faktisk besidde den trone, der var hendes.
Den sad far og alle de andre tungt på.
Som feminismen med metoo-bevægelsen og den fjerde bølge fra 2017 og frem får større og større kulturel magt, skiftes vores perspektiv på Lolita fra Louisiana. Britney Spears går fra at opfattes som en dum pige, der heldigvis kan styres i et formynderskab, til et offer for en brutal far i en kvindefjendsk verden.
Bogens engelske titel er ’The Woman in Me’, og for Britney er dét at beherske sin egen kvindelighed – om det så er at kunne styre sin egen økonomi, forældreskab, prævention og kost eller gennem nøgenbilleder på Instagram – det samme som at være fri.
Noget den nu 41-årige kvinde har drømt om at være hele livet.
FreeBritney-bevægelsen er født ud af den pludselige erkendelse af, at også kvinder fortjener at blive lyttet til. At kunne krakelere og få hjælp. At hele – eller i hvert fald forsøge på en tropeø med sine to drenge.
Britney Spears’ vidnesbyrd om, hvordan hun har været undertrykt hele livet på trods af sin centrale position i vores kultur, skal stå som et mindesmærke for, at vi kan blive så blinde for den smerte, der er lige foran os.
‘Min egen stemme’ af Britney Spears er i handlen nu.