I en række nu slettede Instagram-opslag retter Britney Spears en skarp kritik mod sin mor, Lynne Spears, som hun mener har et medansvar for det kontroversielle og nu ophævede værgemål, familien havde over Britney i 13 år.
Det skete tidligere på ugen, hvor Spears delte en række beskeder, hun angiveligt havde sendt til moren i 2019, da hendes far ville lade hende indlægge på en psykiatrisk institution.
Ifølge Britney svarede moren aldrig på beskederne, hvilket fik Lynne Spears til tasterne. På Instagram delte moren screenshots, hvor hun angiveligt svarer på beskederne.
Billederne blev fulgt af teksten: »Jeg er såret på dine vegne over, at du føler, at de personer, der elsker dig mest, har forrådt dig!«
Det fik Britney til at skrive et nyt opslag, som også er blevet slettet efterfølgende. Ifølge B.T. skrev Spears:
»Hey mor, har du også fortalt folk, at det var en af de eneste gange, hvor du svarede mig? Du er ikke så lidt fræk at vise dine beskeder, når du ved, hvor slemt I sårede mig«.
I det slettede opslag skulle Britney Spears blandt andet have nævnt, at moren tvang hende til at gå til AA-møder tre gange om ugen, selvom popstjernen ikke kan udstå alkohol. Britney skulle også have stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor moren udelukkende har familiebilleder af søsteren Jamie Lynn og hendes datter hængende i hjemmet.
Britney anklager særligt moren for at have været med til at planlægge værgemålet, selvom hun påstår ikke at have kendskab til det.
Desuden nævner popstjernen ifølge musikmediet NME, at moren misbrugte hende, da hun to uger inde i værgemålet udgav en bog, hvor Britney mener at være blevet udstillet.
»Du misbrugte mig. […] Jeg kan ikke fatte, at du stadig spiller rollen som den elskelige mor«, lyder det blandt andet i opslaget.
Det er ikke første gang, at Britney Spears anklager sin mor for at stå bag det omdiskuterede værgemål, som hun blev fri af i november sidste år.