Kan vi blive enige om, at tre Britney Spears-dokumentarer er (mindst) én for meget?

Samme uge som popstjernens far blev fjernet som værge, udkom der to nye dokumentarer om hende. Var det nu virkelig nødvendigt?
Kan vi blive enige om, at tre Britney Spears-dokumentarer er (mindst) én for meget?
Britney Spears. (Foto: PR)

KOMMENTAR. ’Framing Britney Spears’ gjorde en forskel.

Dokumentaren, der udkom i januar, viste, hvordan Britney Spears blev umyndiggjort af sin egen far gennem den værgeordning, hun har levet under siden 2008.

Den New York Times-producerede film skænkede dermed de mistanker, #FreeBritney-bevægelsen havde fremlagt gennem en længere periode, den troværdighed, de havde manglet.

Dokumentaren var udslagsgivende til et helt nyt niveau af mediebevågenhed omkring popstjernens situation, der i sidste konsekvens har ført til, at sangerens far for nylig er blevet fjernet fra rollen som værge.

’Framing Britney Spears’ har altså opnået to ting: Den har skabt lys omkring et fænomen, der før henlå i mørke. Og den har haft reelle, positive konsekvenser i virkeligheden.

Nu er der så kommet yderligere to nye dokumentarfilm om Spears og hendes komplicerede retslige situation, og det er svært ikke at føle, at de er en smule unødvendige.

Dels fordi man som seer nok skal være overgennemsnitligt højt investeret i Britney Spears for at se to hele dokumentarer mere. Men også fordi den tiltagende intense dækning af popsangeren rejser nogle velkendte, men fortsat relevante etiske spørgsmål.

En af de store pointer i den første dokumentar ’Framing Britney Spears’ var jo netop, at en ekstremt nærgående mediedækning havde bidraget afgørende til Britneys sammenbrud i slutningen af 2000’erne.

Når flere nye film igen nærstuderer enhver facet af hendes liv, risikerer man så ikke at begå fortidens fejl på ny?

Endnu en tur til Cirkus Britney

Indtrykket af, at det, der foregår nu, føles som at malke endnu en Britney-krise forstærkes af, at de to nye dokumentarer – den New York Times-producerede ’Controlling Britney Spears’ og Netflix’s ’Britney Vs. Spears’ – nærmest snublede over deres egne fødder for at udkomme først.

Det lignede en genopførelse af cirkusset omkring de to konkurrerende Fyre Festival-dokumenater fra 2019. Derudover udkom filmene samme uge som den nylige dom i sagen om at fjerne sangernes far som værge.

Udgivelsesprocessen virkede mildest talt opportunistisk. Som om folkene bag filmene fulgte Churchills dictum om, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde.

Britney Spears selv medvirker ikke i nogle af dokumentarerne og har konsekvent kritiseret deres eksistens. »Jeg græd i to uger«, sagde hun allerede om udgivelsen af ‘Framing Britney Spears’ tidligere i år.

Efterfølgende har hun kaldt den kontinuerlige dokumentaristiske dækning for »hyklerisk«, fordi dokumentarerne kritiserer fordum tids paparazzi-dækning blot for selv at dykke dybt ned i Spears’ privatliv.

Senest har popstjernen udtalt, at meget af det, der bliver fremlagt i ‘Controlling Britney Spears’, er »usandt«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er derfor et pres på de her nye dokumentarer om at retfærdiggøre deres eksistens. Og det kunne de jo med fordel gøre ved at gentage noget af det, som ’Framing Britney Spears’ lykkedes med: Afdække nogle essentielle forhold, der ikke er vist før – og dermed have en reel positiv effekt i virkeligheden.

Det lykkes den ene af de nye film i hvert fald delvist med. Så lad os derfor starte med ’Controlling Britney Spears’.

Fanget, aflyttet, overvåget

Den New York Times-producerede dokumentar har samme sobre tone som sin forløber ’Framing Britney Spears’. Den fremlægger nøgternt de komplekse forhold i værgemålet, der holdt Britney Spears fanget i et net af regler og begrænsninger.

Vi hører om, at Spears ikke må købe de Skechers-sko, hun gerne vil have, da hun ikke styrer sine egne penge, og vi får at vide, at hun ikke selv må vælge, hvad hun skal have til aftensmad.

Filmen formår virkelig at opridse, hvor ydmygende og frustrerende det må have været for en kvinde, der jo er en af verdens største popstjerner. Værgemålet reducerer hende til at være et barn uden autoritet.

Dokumentarens største scoop er en kilde ved navn Alex Vlasov fra sikkerhedsfirmaet Black Box, der var med til at ’bevogte’ Britney Spears. Han fortæller, at hun var en »fange«, der blev aflyttet i sit eget soveværelse, og hvis iPhone-aktivitet blev aflyttet med en iPad, der viste alt hun foretog sig på telefonen.

Det er opsigtsvækkende oplysninger, der afdækker potentielt kriminel adfærd.

‘Framing Britney Spears’. (Foto: The New York Times/TV2)

Kort efter udgivelsen af filmen har Britney Spears’ advokat brugt de forhold, filmen har belyst, i retten og kaldt aflytningen for »forfærdelig og samvittighedsløs«.

’Controlling Britney Spears’ har altså bidraget konstruktivt til afdækningen af sagen ved at afdække nye facetter af værgemålet. Dokumentaren har måske ikke samme eksplosive effekt som ‘Framing’, der præsenterede en langt mere omfattende historie. Men den fungerer som en slags uddybende bonusmateriale til den oprindelige film.

’Britney Vs. Spears’ har til en vis grad samme agenda som ’Controlling Britney Spears’: Den vil afdække de mekanismer, der fastholdt Britney Spears i værgemålet mod hendes vilje. Men den bruger nogle andre metoder for at fortælle sin historie.

Lyssky stemmer fra fortiden

Her er ganske vist mange scener, hvor filmskaberne bladrer gennem hemmelige dokumenter og blandt andet udpeger, at en af årsagerne til værgemålets indførelse var en angivelig demens hos Britney Spears (en diagnose hendes far har hentydet til før).

Men ellers fortæller filmen meget af sin historie gennem nogle tvivlsomme skikkelser med forskellige grader af personlig forbindelse til Britney.

Den tidligere filmfotograf Andrew Galley fortæller for eksempel, hvordan han blev kærester med popstjernen, og læser op fra et brev, hun ville have ham til at få ud til offentligheden. Ellers bidrager han ikke med meget.

Det føles også en anelse selvhøjtideligt, når en af filmens to skabere, Jenny Eliscu, dramatisk genfortæller en situation, hvor hun selv prøvede at hjælpe Britney med at finde en ny advokat. Hun får i ramme alvor kaldt sig selv »en barmhjertig samaritaner«.

De mest kontroversielle stemmer er dog uden tvivl den tidligere manager Sam Lutfi og ekskæresten Adnan Ghalib.

De er før blevet portrætterede som igler, der sugede sig fast til Britney Spears under hendes offentlige deroute. ’Britney Vs. Spears’ prøver til dels at rehabilitere dem, men stiller for sjældent de svære spørgsmål til de to mænd, der var Spears’ følgesvende under sammenbruddet i slut-00’erne.

Ghalib er en paparazzi, som popsangeren bizart nok indledte et forhold til samtidig med, at paparazzi gjorde hendes liv til et helvede. Lutfi mødte Spears på en natklub, og han er siden blevet beskyldt af hendes mor for at have puttet stoffer i hendes mad.

Anklagerne er ikke bevist. Men det er et faktum, at retten har forbudt ham at nærme sig Spears.

Der er altså en reel chance for, at filmen dermed giver taletid til nogle mennesker fra Britney Spears’ fortid, der ikke nødvendigvis vil hende det bedste. I bedste fald har folkene bag filmen allieret sig med nogle lyssky mennesker fra den mest dystre del af Britney Spears liv for at kunne fortælle historien.

Lad Britney være

Når man har set de to nye dokumentarer, sidder man med en lidt ambivalent følelse.

Ja, de giver da ny viden om præcis hvordan værgemålet fungerede som et glorificeret fængsel. Mekanismerne, der umyndiggjorde en af verdens største popstjerner, står tydeligt frem.

Men samtidig føles det også som om, vi nu endnu engang nærstuderer de mindste detaljer i hendes liv. Endnu engang skal vi se optagelser af Britney Spears omringet af paparazzi under samenbruddet; traumet genbesøges.

‘Framing Britney Spears’. (Foto: The New York Times/TV2)

Især ’Britney Vs. Spears’ er desuden ikke bange for at give stemme til en måske lidt tvivlsom samling af tidligere assistenter, paparazzi-fotografer og ekskærester.

Skal man se en af de nye film, vil jeg derfor klart anbefale ’Controlling Britney Spears’, der føles som bonusmateriale til ’Framing Britney Spears’. Det klæder filmen at have en kølig, journalistisk distance til materialet. Det fjerner den værste dunst af sensationalisme.

I hvert fald indtil slutningen, hvor diverse kilder får lov til at sende tårevædede hilsener til Britney direkte ind i kameraet.

Ingen af de to dokumentarer føles dog på nogen måde så uomgængelige som ‘Framing Britney Spears’, og efter man har set dem, er man mere end mættet, når det kommer til Britney-dokumentation.

Forhåbentlig er der dermed sat punktum for den minutiøse Spears-dækning i dokumentarfilmform.

Britney Spears er blevet befriet – nu må næste skridt være at give hende lidt fred. Som én viral video formulerede det tilbage i slutningen af 2000’erne: Leave Britney alone!

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af