Britney Spears kritiserer filmene om hende: »De her dokumentarer er så hykleriske«

Britney Spears kritiserer filmene om hende: »De her dokumentarer er så hykleriske«
Britney Spears. (Foto: Michelangelo Di Battista/Sony/RCA via Getty Images)

Tidligere i år skabte dokumentaren ‘Framing Britney Spears’ stor opmærksomhed.

Filmen problematiserede både den måde, offentligheden behandlede popstjernen på tilbage i slutningen af 00’erne, samt sangerens nuværende situation, hvor hun er underlagt et såkaldt værgemål, hvor hendes far styrer størstedelen af hendes liv, økonomi og karriere.

Britney Spears selv har mestendels været tavs omkring dokumentaren. Hun har på et tidspunkt udtalt, at hun »græd i to uger«, da filmen udkom, men er samtidig også selv i gang med en retslig kamp for at slippe af med sin far som værge. Den 23. juni skal hun således selv tale sin sag i retten.

Nu har Britney Spears dog kritiseret dokumentarerne om hende – flere er på vej i den nærmeste fremtid – via et Instagram-opslag.

»De her dokumentarer er så hykleriske«, lyder det blandt andet i teksten til en video, hvor sangeren danser. »De kritiserer medierne, men så gør de det samme selv«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instagram-opslaget ligner mange af popstjernens posts fra de seneste år. Der er nogle ret akavede dansetrin og masser af emojis i teksten. Netop opslagenes mærkelige opsætning var faktisk en af årsagerne til, at den såkaldte #FreeBritney-bevægelse i sin tid startede en kampagne for at ‘befri’ sangeren fra værgemålet.

Den bevægelse, der mestendels består af hardcore-fans, mener at de her Instagram-opslag er så besynderlige, at noget dybere må være galt. De mener, at Britney prøver at sende hemmelige signaler til sine fans, fordi en anden person styrer hendes sociale medier.

Så sent som i sidste måned fik det alarmklokkerne til at ringe hos hendes fans, da Britney postede en kryptisk video, hvor hun insisterede på, at hun havde det »ekstremt fint«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af