Britney Spears har siden 2008 været underlagt en særlig ordning, hvor en værge bestemmer over hendes økonomi, karriere og generelle livsførelse.
Det har vakt en del kritik, først fra den såkaldte #FreeBritney-bevægelse og senest via den meget omtalte dokumentar ‘Framing Britney Spears’.
De mange kritiske røster har skabt stor opmærksomhed, men helt konkret er popstjernen altså fortsat underlagt værgemålet. Så sent som i november afslog en dommer for eksempel Britney Spears’ ønske om at få fjernet sin far fra rollen som værge.
Nu er der dog sket en udvikling i sagen. Britney Spears har på egen opfordring fået lov til at tale sin sag foran en dommer.
Det bliver en interessant udvikling i sagen, for hidtil har det mestendels været advokater, der er kommet til orde. Sangeren har for det meste forholdt sig tavs og medvirkede heller ikke i dokumentaren ‘Framing Britney Spears’. Men den 23. juni skal hun altså udtale sig om værgemålet i retten.