KOMMENTAR. Der er mange skurke i den nye dokumentar ’Framing Britney Spears’: Faren Jamie Spears, Justin Timberlake, paparazzi-fotograferne, managertypen Sam Lufti, den sexistiske musikbranche, medierne – og ja, alle os, der ikke gjorde eller sagde noget, mens alt det her stod på, og popstjernens liv kom mere og mere ud på sidespor.
Ja, der er ganske enkelt rigtig mange at blive sure på og rigtig meget at blive oprevet over i de 74 minutter, den New York Times-producerede dokumentar varer.
Og mens jeg gentagne gange under filmen sad og bandede og svovlede i retning af det ene og det andet, så var det én scene med paparazzi-fotografen Daniel Ramos, som for alvor fik mit pis i kog. Ét svar, som komplet udstillede den manglende selvindsigt – eller bare rene og skære griskhed – som driver paparazzi-fotografernes virke.
Ramos’ udtalelser om, at Britney Spears ikke aktivt sagde fra, er et forsøg på at retfærdiggøre den skade, paparazzi-fotografer forvolder personerne på den anden side af linsen – for de kan være med til at ødelægge et menneske. Det har vi set mange gange før, og det er ’Framing Britney Spears’ endnu et bevis på.
Dokumentaren viser utallige scener, hvor Spears slet ikke kan bevæge sig nogen steder. Hvor hun er bange. Hvor fotografer kommer op at slås foran hende. »Hvorfor er I så tæt på min bil?«, spørger hun på et tidspunkt, både nedslået og skræmt. Hun er omringet konstant, som et dyr i et bur.
I et tv-interview med Matt Lauer bryder Britney Spears sammen til spørgsmålet om, hvad der mon skal til for, at paparazzierne lader hende være i fred.
»Det ved jeg ikke«, siger en nedbrudt Spears, der er så følelsesmæssigt påvirket, at hun kun kan nikke, når Lauer spørger, om netop det at blive ladt i fred er et af hendes højeste ønsker.
Hvor paparazzi-kæden hopper af
Hvilket bringer mig tilbage til Daniel Ramos, der fulgte Britney Spears i mange år og blandt andet var med en medieombrust aften, hvor popstjernen skadede en bildør med en paraply. Han udtaler blandt andet: »Det var som om, at hun havde brug for os, og vi havde brug for hende – det var et fedt forhold«.
På et tidspunkt stiller en New York Times-journalist dog Ramos følgende meget åbne og – skulle man tro – næsten lidt retoriske spørgsmål: »Tror du, paparazziernes tilstedeværelse påvirkede hende overhovedet?«
Og det er her, kæden virkelig hopper af.
»Det tror jeg ikke rigtigt«, svarer Ramos, som fortsætter: »For i alle de år, jeg arbejdede med hende, gav hun aldrig et fingerpeg eller information til os om, at: ’Jeg værdsætter jer ikke, lad mig for helvede være i fred’«.
Det er så virkelighedsfjern en udtalelse, at det slet ikke er til at begribe. Altså: Hvad med, da Spears brød sammen på landsdækkende tv, var det ikke ’fingerpeg’ nok?
Udtalelsen klinger af noget, som man kan genkende. For Daniel Ramos’ svar minder om en af de mest hule sammensætninger af ord, man har hørt i løbet af MeToo: ’Hun sagde ikke nej’.
Paparazzi-forfølgelsen var på sin egen måde også et slags overgreb. Britney Spears privatliv blev invaderet, hendes liv blev ødelagt. Flere ting spillede ind, men én ting er sikkert: Paparazzierne kan ikke gå fri. Og følelsen af overgreb bliver ikke mindre, når man hører den retorik, Ramos bruger til at retfærdiggøre sine (og alle de andre paparazziers) handlinger: ’Hun sagde ikke, at vi skulle lade hende være i fred’.
Lige efter Ramos’ svar spørger New York Times-journalisten helt køligt og nøgternt: »Hvad med dengang, hun sagde: ’Lad mig være i fred’?«.
Men selv, når han bliver konfronteret med, at Britney Spears jo rent faktisk sagde fra, har Ramos et vagt svar, der i fotografens eget hoved legitimerer det hele.
»Der var tidspunkter med ’kan I lade mig være i fred resten af dagen’, men det var ikke sådan ’lad mig være i fred for evigt’, hvis du forstår, hvad jeg mener?«, siger han – igen med en retorik, der prøver at forsvare, hvorfor han decideret fulgte efter Spears, mens hun desperat prøvede at få et glimt af sine børn, som var hos Kevin Federline.
Et billede til millioner af dollars
Et andet sted i ’Framing Britney Spears’ siger Daniel Ramos, at hele situationen helt klart har fået et nyt perspektiv efter så mange år.
Men samtidig kan han – også den dag i dag – ikke se (eller indrømme), at paparazzi-fotograferne skulle have spillet nogen som helst rolle i Britney Spears’ liv og følelsesmæssige tilstand. De påvirkede hende simpelthen ikke, mener han.
Som det lyder i dokumentarfilmen, kunne billeder af popstjernen dengang blive solgt for op mod en million dollars. Paparazzi-kulturen havde nået et højdepunkt, og der var tale om pengesummer, som fik folk til at parkere samvittigheden derhjemme, inden de kørte på jagt efter »the unposed photograph«, som en UK Weekly-fotoredaktør kalder de mest effektive billeder – altså dem, som decideret fik magasinsalget til at stige.
»Når du er fanget i det der edderkoppespind, så ser man ikke rigtigt, hvad kendissen går igennem«, siger Ramos på et tidspunkt. Hvilket mellem linjerne fortæller en anden ulækker sandhed.
Citatet er endnu en afskrivning af ansvar. Men denne gang ikke med påstanden om, at paparazzierne slet ikke påvirkede Britney Spears. Her siger Ramos, at de var pisseligeglade.