Dua Lipa er gået alternativt til værks for at promovere sin single, ‘Houdini’.
Selvom hun for nylig annoncerede en række lyttefester for sangen, valgte popstjernen forleden at finde en, ja, tilfældig fyr på gaden og give ham æren af at være den første til at høre hendes nye single.
Det skete ude foran BBC’s hovedkvarter i London.
I et viralt billede taget af BBC’s musikjournalist Mark Savage ser man Dua Lipa stå på gaden foran en mand, der lytter til hendes nye single i et par hvide høretelefoner.
Omkring dem står en række ansatte i gule veste med pynt i hænderne. En enkelt ansat står endda på en skammel og løfter en discokugle.
Bag dem alle ses et malet banner, hvorpå der står: »Tillykke, du er den første person, der lytter til Dua Lipas spritnye sang«.
Det noget skrabede setup ligner umiddelbart mere en form for demonstration end en lyttefest, og på X (tidligere Twitter) og andre platforme bliver der da også gjort tykt nar af det knap så overdådige event.
Især det manglende fremmøde og den ensomme, discokugleholdende pige, har ført til en del kommentarer.