Er du typen, der er til både skarp popmusik og syret psykedelisk, så tyder meget på, du har noget særligt at se frem til. Dua Lipa har nemlig givet en opdatering på sit kommende album, der er sat til at udkomme næste år.
Der har tidligere været rygter om, at popstjernen i forbindelse med albummet skulle arbejde sammen med Tame Impala-frontmanden Kevin Parker, og dømmer man på hendes nyeste interview i The New York Times’ modetillæg, er der måske noget om snakken.
Her reagerer hun kækt på et spørgsmål om samarbejdet.
»Jeg ved ikke, hvad du snakker om«, siger hun med et grin, der i virkeligheden udtrykker det modsatte. Det er i hvert fald konklusionen fra The New York Times’ skribent og flere andre musikmedier.
Dua Lipa har bekræftet, at hendes nye album kommer til at drage inspiration fra 70’ernes psykedeliske musikstil, men forsikrer også, at hendes nyeste album grundlæggende vil være et popalbum, for ikke at »fremmedgøre« sine fans.
Netop spændingsfeltet mellem psykedelisk og pop er Kevin Parker og Tame Impala tidligere blevet rost for at mestre – så et samarbejde virker oplagt.