‘Future Nostalgia’ fra 2020 var albummet, der for alvor gjorde Dua Lipa til en verdensstjerne, men det var også mere end det. Udgivelsen var det første virkelig uundgåelige popalbum under den første coronalockdown, og så har det været en central del af det store nostalgitrip, popmusikken er ude i for tiden.
Vores anmelder kaldte for eksempel albummet »en funky, disco-inspireret hitparade, der bringer lyde fra fortiden ind i en nutidig, dansabel popkontekst«. Men den nostalgiske lyd er måske fortid nu, hvis man skal tro et nyt interview, Dua Lipa har givet til Wall Street Journal.
»Jeg kommer altid til at lave popmusik, men det har sin egen lyd, hvilket er spændende og føles som en bevægelse væk fra ‘Future Nostalgia’«, lyder det her om det kommende album. »For at være ærlig, så er det nok ikke, hvad mine fans gerne vil høre«.
Det lyder jo som om, der er noget helt nyt på vej fra Dua Lipa. Måske vi allerede kan opleve den nye lyd til sommer, hvor hun jo gæster Roskilde Festival.