Det har været med stædig – måske til tider hårdt prøvet – optimisme, at Roskilde Festival har præsenteret nye musikpakker de seneste par år. Plakaterne for 2020 og 2021 står som mindesmærker over to festivaler, der aldrig blev afholdt, men ikke desto mindre indebar månedsvis af benhårdt arbejde for musikchef Anders Wahrén og hele organisationen.
I dag er anderledes. Det danske samfund er genåbnet, og festivalsommeren 2022 vil – 7, 9, 13 – byde på en tilbagevenden til musik, smat, sol og fysisk nærkontakt. I fuld skala. Roskilde Festival starter selvsikkert nedtællingen med dagens musikpakke, som byder på 23 navne fra ind- og udland, herunder fire hovednavne i form af Dua Lipa, Tyler The Creator, Haim og Jada.
Imens annonceringerne nok giver alle musikelskere sommerfugle i maven, rejser de også spørgsmål til det færdige program. Kendrick Lamar glimrer ved sit fravær, kan Billie Eilishs Glastonbury-besøg bringe hende forbi Dyrskuepladsen, og hvad betyder de 12 gengangere for balancen imellem friske navne og genbrug i det færdige program?
Vi har ringet til musikchef Anders Wahrén for at få svar.
Hvordan føles det at gå ud med første musikpakke til Roskilde Festival 2022, som sandsynligvis vil kunne blive afviklet stort set normalt?
»Lige nu tyder alt på, at vi kan afvikle festivalen næsten under normale forhold, og det sætter en god tone for at gå ud og annoncere noget nu. Det er en lettelse, at vi kan fortælle om noget, som vi tror på, vi kommer til at kunne levere på næste sommer. Og selvfølgelig er det altid fantastisk spændende at gå ud med alt det, vi har arbejdet på – noget af det har vi arbejdet på i mange år denne gang, men også nye spændende ting, som vi først for nylig har opdaget og fået indlemmet i den her pakke. Så det føles rigtig godt, og vi glæder os til at se, hvordan folk tager imod det, og alt det, der følger med«.
Det må være med en helt anden sikkerhed end de foregående gange, at I annoncerer en musikpakke i dag?
»Ja, det må man sige. Sidste år (efteråret 2020, red.) var vi jo i en mærkelig periode. Selv om vi troede på, at vi ville kunne afvikle festival, fordi der stadig var lang tid til, og prognoserne så ok ud, så var det jo usikkert. Det viste sig jo, at det ikke var langt fra, at vi kunne have gjort det i år, men det blev jo desværre ikke til den store udgave«.
Indenfor hvilke rammer booker I artister til 2022? Er det en ægte Roskilde Festival i fuld skala?
»Ja, det er fuld skala. Samme størrelse scener og lige så mange publikummer og fuld bevægelsesfrihed og alt det dér, hvis man overhovedet kan huske, hvordan det var i 2019 og før. Og det er også med de samme ambitioner om at præsentere et program, som peger ind i fremtiden, mere end det peger tilbage. Derfor er der selvfølgelig også en hel del helt friske nye navne med i den her pakke, og det vil der være endnu mere af, efterhånden som vi kommer igennem året og får bygget programmet færdig«.
I skriver i dagens pressemeddelelse: »Roskilde Festival i 2022 vil i høj grad afspejle, at kunstnerne og forventningerne til os som festival har rykket sig under coronatiden«. På hvilken måde?
»I forhold til kunstnerne er der jo sket en hel masse. Selv om der ikke er nogen, der har kunnet spille koncerter, har mange af dem fokuseret deres kræfter på at lave ny musik«.
»Det betyder, at Tyler The Creator har lavet endnu et fantastisk album (‘Call Me If You Get Lost’, red.) i en ny eller gammel eller i hvert fald anderledes stil, og det betyder også, at der er både danske og internationale kunstnere, som er dukket op på scenen i den mellemliggende tid, som vi enten ikke var opmærksomme på, eller som ikke var klar til at stå på de store scener hos os, da vi planlagde festival 2020. For eksempel AG Club og Erika De Casier herhjemme. Så vi har nogle dér også, vi gerne vil give plads til. Og Dua Lipa er jo ikke et nyt navn, men der er virkelig også sket meget med hendes karriere, imens vi alle har været i lockdown-mode«.
Er der andre grundtanker eller retningslinjer på spil i forhold til det samlede program end tidligere?
»Ikke sådan grundlæggende. Vi har jo altid forsøgt at være en festival, der følger med tiden. Denne gang har vi så skullet tage et hop på tre år, og det håber jeg, man kan se i vores program, men også i hele den måde, vi planlægger festivalpladsen på. Vi kommer til at gøre noget ud af at have nogle områder, hvor man kan trække sig lidt tilbage, fordi vi er opmærksomme på, at nogen vil synes, det er fantastisk at vende tilbage til fuld skala, imens andre – og sådan har det måske altid været – har brug for lidt mere rum og for at kunne trække sig fra det helt store fællesskab. Det vil vi gerne prøve at tilgodese endnu bedre i den rent praktiske udformning af pladsen. Så det skal gerne være sådan, at man kan genkende festivalen til sommer, men også mærke, at vi har brugt al den her tid på at rykke os, både i forhold til programmet og bæredygtighed og pladsen og så videre«.
Danmark er langt foran mange andre lande i forhold til færdigvaccinerede og genskabelsen af et normalt samfund. Mærker I det hos udenlandske bookere?
»Vi kan godt mærke det – på to måder. For det første er de rigtig glade for, at vi er langt fremme i Danmark og nogle steder i Europa, for det betyder en vis sikkerhed for de turnéer, der bliver planlagt. Men selvfølgelig kan vi også godt mærke, at der er nogle steder, hvor de ikke er så langt, og vi er også selv lidt tilbageholdende med at booke nogle dele af vores program fra de lande. Vi er nødt til lige at afvente og se, hvor er vi henne i Sydamerika, i Vestafrika, steder, vi jo booker masser af musik fra normalt«.
»Det betyder ikke, at vi ikke får plads til den musik, men det kan være, der er nogle ting, vi er nødt til at booke senere end normalt, for at vi kan være sikre på, at de kan lave en turné, der kan hænge sammen, og at de kan rejse ubesværet ind i Danmark og hjem igen uden for mange karantæneregler eller hvad man nu kunne forestille sig. Så det er klart, at nogle dele af processen stadig bærer præg af, at vi er i efterdønningerne af corona«.
Lad os snakke om den gode nyhed – dagens annoncerede navne. 12 ud af 23 har været på plakaten til enten 2020, 2021 eller begge år. Hvilke tanker gør I jer om gengangere?
»Vi har valgt ikke bare at genbruge navne, så hvert eneste navn, der optræder på 2022-plakaten og har været på den i enten 2021 eller 2020, er blevet vurderet på lige fod med de nye tilføjelser. Så de navne er med, fordi vi tænker, at de enten stadig, igen eller måske i endnu højere grad end før er relevante. Men cirka halvdelen af pakken denne gang er nye ting, der ikke har stået på plakaten før, og den balance vil tippe imod det, der ikke har været præsenteret på 2021- og 2020-plakaterne, så vi ender op med et program med en overvægt af nye bookinger«.
Moses Sumney for eksempel udgav sidst ny musik i 2020. Satser I på aktualitet eller at give spilletid til de kunstnere, der led under coronanedlukningen?
»Det er en kombination, men for os er det rigtig vigtigt, at kunstnerne er aktuelle eller relevante på den ene eller anden måde. For manges vedkommende vil det betyde ny musik, men de har ikke haft mulighed for at komme og spille, så nogle af dem, der i forvejen har været lidt sjældnere koncertgæster på vores breddegrader, prioriterer vi, fordi der ikke er mange andre, der har et kunstnerisk udtryk, der minder om det. De er stadig frontrunnere i deres respektive genrefelter«.
På hvilken måde er Dua Lipa et relevant hovednavn? I juli 2022 vil det være over to år siden, at hun udgav ‘Future Nostalgia’.
»Jeg synes, hun er et fantastisk billede på, at vi netop booker til nutiden. Hun kommer med et forholdsvist ungt publikum og har ikke spillet mange koncerter her, men spillede på Orange Scene i 2018, hvor hun samlede overraskende mange, i forhold til hvor mange hits hun havde på det tidspunkt. Hun lavede en milepæl af en popplade i 2020, og den har hun så ikke haft mulighed for at turnere med. Hun er kun blevet mere relevant siden udgivelsen, så vi synes, det er helt oplagt, at hun selvfølgelig kommer som hovednavn hos os. Hun kan lave de her store samlende shows, og det er rigtig meget det, man skal kunne på Orange«.
Kendrick Lamar var på plakaten til både 2020 og 2021, men er ikke blandt de første annonceringer i dag. Får vi ham at se i 2022?
»Jeg vil nødig give en status på alle de navne, der har været på de plakater, det kan blive en lang udredning. Det vil vise sig hen ad vejen. Men lige med Kendrick Lamar kan vi godt sige, at han ikke bliver aktuel for os i 2022. Og det samme gælder desværre også for Taylor Swift«.
Hvad med Billie Eilish, som lige er blevet annonceret til Glastonbury en uge før Roskilde?
»Det er en eksklusiv aftale. Hun kommer ikke til at spille festivaler udover Glastonbury«.
Et af de mest ønskede navn igennem tiden er Rage Against the Machine, som næste sommer er på en comebackturné i USA og Canada. Kan 2022 bringe dem en tur til Roskilde?
»Indtil videre har de kun fokuseret på deres amerikanske datoer. Der er ikke noget nyt om Europa«.
Til gengæld har I opgraderet Jada, der som bekendt skulle have åbnet Orange i først 2020 og så 2021, til et natteshow på samme scene?
»Det er jo også det, der kan ske, med nogle af de her koncerter, at vi har booket dem på et tidspunkt, hvor de har skullet spille på en mindre scene eller i det her tilfælde en åbning, og at de kun er vokset i mellemtiden. På det her tidspunkt ville det virke forkert at sætte Jada til at åbne Orange, for hun er så etableret et navn. Og vi vil gerne give hende muligheden for at folde sig ud med et natteshow, hvor der er en anden mulighed for at bruge produktionen, lys, skærme og så videre. Så vi går ind her meget tidligt og booker hende til den plads, for det synes vi, hun fortjener, også efter at være blevet snydt for åbningstjansen et par gange. Vi håber, det giver tid og ro i hendes lejr til at få planlagt et fantastisk show. Det har vi store forventninger til, og vi er helt sikre på, at hun sagtens kan løfte det ansvar«.
I kører i stilling til nogle store popfester på Orange. Gør I generelt noget ekstra for at fyre op under en fest i 2022 efter tre års pause?
»Ja, vi synes, der skal være plads til en sprudlende popfest eller nogle stykker af dem, også fordi der sket meget med populærmusikken. Popmusik er jo en sjov størrelse, for nogle år er det én genre, der er pop, og andre år er det en anden. Men det, vi tænker som popmusik nu, rykker jo rigtig meget, og vi har kunnet se hvert eneste år, at det har fungeret rigtig, rigtig godt på Orange«.
»Jeg synes, vi i den grad har fået vist, at man sagtens kan fylde scenen ud med pop og hiphop. Det handler om at finde de navne, der er castet rigtigt til det, og det tror jeg gælder for Dua Lipa og Tyler The Creator. De er meget forskellige, men kan begge virkelig levere shows til en stor scene og samle folk. Og så er det nogle relativt unge hovednavne, hvilket jeg også stadig synes er vigtigt. Der er nye generationer på vej, som også godt kan gå ind og tage de helt store pladser. Det behøver ikke være de gamle, velprøvede rockkoryfæer, der skal ind og fylde Orange Scene ud«.
Er det svært at finde nok ’store nok’ navne til at spille Orange i 2022? Et band som Haim er måske lige på vippen?
»Haim kommer til at spille Orange. Jeg synes ikke, det er svært at finde store nok navne, tværtimod, der er mange om buddet. Det tror jeg bliver en tendens både i 2022 og 2023, for der er rigtig meget ophobet, som skal ud og spille og gerne vil præsentere det, de har arbejdet på i to år uden at kunne få et afløb for det på en scene. Så det bliver nogle spændende år, hvor vi skal prioritere ret hårdt og også få budgettet til at hænge sammen, for vi kan jo ikke bare tage det hele«.
Apropos budgettet, kan du fortælle lidt om, hvordan økonomien ovenpå corona spiller ind i mulighederne for at sammensætte næste års program?
»Heldigvis er vi jo som festival blevet hjulpet af nogle af de hjælpepakker, der har været. Vi ved ikke endnu, hvordan vi ender for 2021, men er i gang med at sende ansøgninger og dokumentation videre af sted. Og vi er jo først og fremmest blevet hjulpet rigtig meget af, at der er så mange, der har holdt fast i deres billetter. Det gør, at vi bliver holdt nogenlunde skadesfri som festival. Vi havde et stort tocifret milliontab i 2020, og vi kommer også til at have et ret stort tab i 2021, men det er ikke noget, der går ind og påvirker den enkelte festival. Vi er heldigvis konsoliderede over mange år for at kunne tage de her tab såsom et regnvejrsår eller et år med svigtende billetsalg, men vi skulle så stå imod en pandemi«.
Så den enkelte festivalgæst vil ikke opleve en blegere Roskilde Festival som sådan?
»Nej, det er klart, vi skal stadig kunne levere den vare, folk har købt, og det er jo en fuld Roskilde Festival, så det nytter ikke noget, at vi i nattens mulm og mørke nedlægger to scener eller skærer en dag eller noget andet, som virkelig ville påvirke produktet. Folk skal ikke have det præcis samme lineup som lovet, for det skal være tidssvarende, men det skal være noget lignende, og der skal være en kvalitet i tingene hele vejen rundt. Program, plads, campingoplevelse, det hele«.
Ja, det virker snarere, som om Roskilde Festival opruster. Vi har læst, at I arbejder på en ny scene?
»Ja, det gør vi. Det er egentlig en todeling af en scene og et program, og det hænger lidt sammen med, at der som nævnt tidligere skal være plads til nogle mere rolige og indadskuende oplevelser. Vores Apollo-scene har ikke fungeret helt så godt i dagtimerne, som den har i aften- og nattetimerne. Produktionen er mere bestykket til de store shows lidt senere på dagen, hvor man kan bruge lys, lyd og skærme fuldt ud. Så vi splitter lidt op i programmet derfra og præsenterer noget af musikken på den scene, der de første dage af festivalen fungerer som Countdown-scenen. Så den kan blive brugt i dagtimerne de sidste dage. Det betyder, at vi får ganske få flere navne i det samlede program, og at vi kan fordele dem lidt mere og skabe nogle oplevelser, som vi synes passer bedre til musikken«.