Roskilde Festival afslører de første 23 navne til 2022 – Dua Lipa, Haim og Tyler, the Creator

Roskilde Festival afslører de første 23 navne til 2022 – Dua Lipa, Haim og Tyler, the Creator
Orange Scene på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Roskilde Festival blev aflyst i både 2020 og 2021, men nu er blikket stift rettet mod et arrangement i fuld skala i 2022.

I dag har vi fået den første musikpakke til næste års Roskilde Festival, og her finder man 23 navne fra både ind- og udland.

En række af navnene – som Tyler, The Creator, Haim, Moses Sumney og Lingua Ignota – var også booket til Roskilde Festival i 2020, 2021 eller begge år, men pakken byder selvsagt også på en række kunstnere, der ikke har været en del af de seneste års Roskilde-planer.

For eksempel Dua Lipa, der i marts 2020 var den første store popstjerne til at vove pelsen og udgive et blockbuster-album midt i corona-pandemien.

Nu skal sangene fra ’Future Nostalgia’ altså spilles live, og det bliver de i 2022 på Orange Scene, som Dua Lipa også betrådte i 2018.

Dagens annonceringer:
Dua Lipa (UK)
Tyler, The Creator (US)
Haim (US)
St. Vincent (US)
AG Club (US)
Alogte Oho & His Sounds of Joy (GH)
Arlo Parks (UK)
Black Pumas (US)
Converge: Blood Moon (US)
Danish String Quartet & Dreamer’s Circus (DK)
Erika De Casier (DK)
Fontaines D.C. (IE)
Grandson (CA)
Idles (UK)
Jada (DK)
Joyce (DK)
Kelly Lee Owens (UK)
Land of Kush (CA/EG)
Lingua Ignota (US)
Moses Sumney (US)
Poppy (US)
Nyege Nyege (UG)
Seni Reak Juarta Putra (ID)

Joyce og Erika de Casier var at finde på vækstlagsprogrammet til Roskilde Festival i 2020, men begge navne er vokset gevaldigt siden og spiller til næste år altså som en del af hovedprogrammet – det er fuldt fortjent.

Jada var sat til at åbne Orange Scene i både 2020 og 2021, men grundet hendes voksende popularitet er åbningskoncerten byttet om til et natteshow i 2022 – også på Orange Scene. Hvilket altså vil sige, at åbningstjansen er ledig igen.

5.000 partoutbilletter blev refunderet, da Roskilde Festival blev aflyst i 2021. De billetter bliver sat til salg 14. oktober.

Derudover introduceres også en helt ny ’Under 25’-billet, der udelukkende giver adgang for unge under 25 år (født efter 3. juli 1997). Der sættes 5.000 ’Under 25’-billetter til salg 30. november.

Næste års arrangement bliver Roskilde Festival nummer 50. Roskilde Festival foregår fra 25. juni-2. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af