Selvsikre Yves Tumor er den amerikanske drøm i sin pureste form
Yves Tumors vej til et så godt som udsolgt Store Vega er brolagt med en række af enormt forskelligartede koncerter på dansk grund.
Første gang, jeg så dem som solo-act, tilbage i de mere eksperimenterende power electronics-dage, var i et kulsort rum på den ambitiøse Click Festival i Helsingør i 2017. Anden gang var en fuldstændig vanvittig performance i Mayhem i 2018, hvor hovedpersonen befandt sig i et stort bur.
Tredje gang var en overbevisende Roskilde-koncert i 2019 mellem udgivelserne af ‘Safe In the Hands of Love’ og ‘Heaven to a Tortured Mind’, hvor den punk/glam/hard rock-pastiche, som projektet nu om dage er, for alvor begyndte at tage form.
Dengang var publikum overraskede og forvirrede over, hvad de var vidne til. Nu er det forventet, at Yves Tumor leverer et stort rockshow, og det må man sige, vi fik i Store Vega. Fra døren blev sparket ind med et primalskrig på ‘God is a Circle’, stod publikum ikke stille.
Yves Tumors spektakel er overbevisende, som kun amerikansk kultur kan være det. Selvom der er deciderede hits iblandt – som eksempelvis ‘Kerosene!’, ‘Heaven Surrounds Like a Hood’ og den selvreflekterende ‘Parody’ – er mange af sangene mere form end indhold.
Af og til føles det, som om de er tænkt som æstetisk produkt snarere end gode sange, men alligevel formår materialet at fænge. Og det gjaldt søndag aften for såvel de indviede, der kunne sangene udenad, som for de mere udenforstående, der var kommet for at se giraffen.
For hvis man som kunstner puster sig nok op, skal folk nok lade sig overbevise om, at det, du har gang i, er det rigtige. Det er den amerikanske drøm i sin pureste form. Vi kan slet ikke hamle op med den slags selvtillid i vores alvorlige, indadvendte, jantelovsbefængte nordic noir-aflukke.
Det er et udtryk for den helt særlige amerikanske do or die-mentalitet, der er affødt af det manglende sikkerhedsnet i USA. Det er simpelthen et spørgsmål om overlevelse, og jeg tror ikke, at Yves Tumor ville eksistere som projekt i dag uden at have vristet sig fri af den eksperimenterende undergrunds dogmer for i stedet at omfavne det helt store rockudtryk.
Yves Tumors look søndag aften – med Axl Rose-pandebånd, læderjakke og nittebesat lædertrusse – syntes inspireret af karakteren Beef fra Brian De Palmas kult-rock-musical ‘Phantom of the Paradise’ fra 1974. Faktisk er der en musical-agtig stemning i mange af sangene, blandt andet den dubbede kærlighedsballade ‘Super Stars’, som på aftenen fik en overrumplende teatralsk overhaling.
De smukke stunder lå i kapløb med de grimme i et hektisk liveshow med en masse løben rundt på den stroboskop-indhyllede scene. Hittet ‘Kerosene!’ blev brugt som foranledning til at få alle blandt publikum til at tænde lyset på deres telefoner, og med ét var Vega badet i små blændende lamper. Missede man med øjnene, var man næsten henført til en kæmpe arena. Måske vidner det om, hvor Yves Tumor gerne vil hen med projektet?
Denne rockende version af Yves Tumor er tidligere meget passende blevet beskrevet som et møde mellem Prince og My Bloody Valentine, men denne aften kunne jeg også høre noter fra hårdtslående Nine Inch Nails, desperate Suicide, letbenet indierock som The Editors og endda også et snert af weirdoen Gary Wilsons vrangforestillinger.
De elementer, der rent musikalsk afspejler den amerikanske glam-æstetik, er indtil videre begrænset til små kapsler. Som da guitaristen Chris Greatti udnyttede tiden mellem det ordinære sæt og de to ekstranumre til at spille en lang 80’er-hardrocket tappingsolo.
Jeg kan sagtens forestille mig, at den næste plade videreudvikler lige netop dette element og fuldender hard rock-konceptet i alle aspekter inklusive sangskrivningen. For udviklingen har båret frugt, og søndag aften i Store Vega åd publikum denne frugt råt.
Kort sagt:
Yves Tumor sparkede døren ind til Store Vega med endnu en overbevisende koncert på dansk jord. Den lange rejse fra elektronisk eksperimentalmusik i undergrunden til den nuværende status som bombastisk rockstjerne har båret frugt, og søndag aften åd publikum denne frugt råt.