Der er for alvor kommet gang i sæsonen for festivalannonceringer, og nu føjer Tinderbox endnu et navn til programmet for 2024.
Det drejer sig om det amerikanske rockikon Lenny Kravitz, der næste år udgiver sit første album i fire år. I samme omvæltning lægger han altså vejen forbi den odenseanske festival.
Den 59-årige musiker og skuespiller blev tidligere offentliggjort til at spille på den aflyste 2020-version af Tinderbox, og siden da har festivalen arbejdet benhårdt på at booke ham igen.
»Vi har kæmpet for at få Lenny Kravitz tilbage på plakaten, så vi kan give vores publikum det brag af en rockkoncert, vi synes, de fortjener«, udtaler festivaldirektør Brian Nielsen i en pressemeddelelse.
Næste års udgave af festivalen har i forvejen navne som Avril Lavigne, David Guetta og danske Morten på programmet.
Tinderbox 2024 foregår i Tusindårsskoven i Odense fra den 27. til den 29. juni. Billetterne er i salg nu.