Tinderbox: Hvis Jamiroquais hits blev udgivet i dag, ville ingen tænke, at de var forældede
KONCERT. Jeg har en teori om, at hvis Jamiroquais hits fra årtusindskiftet blev udgivet i dag, ville ingen tænke, at de var forældede.
Stemmen er stadig sprød på den mest ungdommelige måde, og nutidige superstjerner som Dua Lipa er tydeligt inspireret af den musikalske gryderet, der blander alt godt fra funk-, r’n’b- og discoscenerne.
En Reddit-bruger skrev engang, at Jamiroquai er det band, som Maroon 5 ønskede, de selv var – og ja, jeg kunne ikke have beskrevet det bedre selv.
På Tinderbox var frontfigur Jay Kay i hopla, hvor han – traditionen tro – skiftede både hatte og tracksuits undervejs. Trods sine 56 år marcherede han selvsikkert frem og tilbage over scenen, som den seje onkel, man gerne vil kendes ved. Han leverede dansetrin, der ville gøre de fleste forpustede, og sang, som havde han været på en longevity-kur for vokalister.
‘(Don’t) Give Hate a Chance’ og kæmpehittet ‘Little L’ fik med det samme publikum til at sætte rotation i hofteskålene, og bandet spillede overlegent med en fleksibilitet og stilsikkerhed, der ikke er mange forundt.
De tre korsangere gav associationer til legendariske Boney M., og bassist Paul Turner lod ikke nogen være i tvivl om, hvor stor en del de smidige basgange fylder i Jamiroquais univers, der i aften var pyntet med flotte rum-inspirerede billeder på skærmen.
Netop af disse grunde kan man undre sig over, at man ikke havde skænket overgangene mellem sangene en eneste tanke. Efter hvert nummer blev scenen indhyllet i sort stilhed, hvor man som publikum nåede at tænke ‘er der sket noget?’. Nej, man skulle bare lige vente på, at næste nummer gik i gang. Undskyld mig, men hvad foregår der?
Fair nok, at sjakket skal have en slurk vand, men med et så professionelt og tight band på scenen virker det yderst mærkværdigt, at man ikke udfylder tomrummet med nogle fede overgange i stedet for at lade Jay Kays LED-lysende hat flagre rundt på den mørke scene i stilhed – mellem alle sange. Publikum mistede pusten, og Jamiroquai skulle kaste snøren ud gang på gang.
Den britiske gruppe har længe teaset for et niende album, der i skrivende stund kan udkomme når som helst, og Tinderbox blev denne aften velsignet med hele to numre derfra: ‘Shadow in the Night’ og ‘Disco Stays the Same’.
Begge lød som en lovende kurs for den kommende skive, selvom særligt akkordrundgangene i ‘Disco Stays the Same’ lød uhyggeligt meget som ‘Little L’ fra 2001. Og mens flere stjerner med lang anciennitet lige nu gennemlever deres renæssance, hvor den helt unge generation kan hoppe med på vognen, er det netop, hvad Jamiroquai endnu ikke har formået.
På trods af det fik Gen Z og Gen Alpha nogle omsorgsfulde ord med på vejen i optakten til den hyperaktuelle ‘Too Young to Die’, hvor Jay Kay sendte stikpiller til tre mænd ved skriveborde, der ikke rigtigt aner, hvem og hvor mange de lige nu bomber ihjel.
Teksten til dansegulvshittet ‘Virtual Insanity’, der i den grad også har formået at overleve tidens tand, får én til at mistænke Jay Kay for at kunne se ind i fremtiden, og mens lydproblemer gjorde ham tydeligt irriteret undervejs, lukkede og slukkede Jamiroquai festen, som må være blandt højdepunkterne for dette års Tinderbox.
Kort fortalt:
Jay Kay sang, som var han 20 år gammel, og bandet spillede som en drøm. Bratte ophold og mørke sceneskift tog pusten af en koncert med stærke sange fra det forrige årtusind, der absolut stadig fungerer i dag.