Shygirl feat. Kingdom ‘F@k€’
Samfundet har en tendens til at se ned på både skønhedsoperationer og ikke mindst de mennesker, der får dem foretaget.
Tænk blot på alle overskrifterne, da Madonna viste sit nye ansigt frem til årets Grammy-uddeling. Hun blev italesat som en boomer i benægtelse over sin egen alderdom. Som en falleret popstjerne, der desperat klyngede sig til sin ungdom. Som falsk.
Den retorik tager Shygirl afstand til med sin nye sang, ‘F@k€’. I stedet hylder og fejrer hun alt det, som samfundet stempler som uægte. Det ægte er trivielt og kedeligt, men i det falskes verden er grænserne uendelige. Alt det plastiske og syntetiske er et tag selv-bord, som hun elsker at mæske sig i.
‘F@k€’ er samtidig en dance-banger af dimensioner, hvor et insisterende dutch house-groove pumper derudaf, mens Shygirl rapper om at ønske sig en »fake bitch«. Det eneste problem er egentlig, hvor kort sangen er – men så inviterer den jo bare så meget mere til at trykke på replay-knappen.
Central Cee ‘Entrapaneur’
Central Cee er efterhånden mest associeret med sine catchy pophooks – ‘Doja’, ‘Let Go’, ‘Obsessed With You’, og vi kunne blive ved. Men han er nu engang bedst, når han flexer rapmusklerne. Det gør han på ‘Entrapaneur’, der er drugrap direkte efter Pusha-T’s skole.
Ardn & SiR ‘Shine’
Den spirende burundisk-canadiske rapper Ardn har lige scoret et hook, der potentielt kan sikre ham det store gennembrud. Den TDE-signede r’n’b-sanger SiR er i hvert fald i topform på denne melodiøse feature.
Lil Tjay & Fivio Foreign ‘Last Christmas’
Der findes – bogstaveligt talt – over 1000 forskellige covers af ‘Last Christmas’. Men der findes næppe mange drill-sange, hvor Wham-klassikeren bliver samplet, mens to brandvarme rappere spytter karismatiske linjer ud. Nu har vi fået sådan et cover.
WizKid feat. Wande Coal ‘Ololufe’
Var det noget med en dosis afrobeats i julegave? Eller vent, måske er det egentlig snarere amapiano-genren, som den ellers så etablerede afrobeats-hitmager WizKid udforsker på dette tilbagelænede nummer. Der er i hvert fald mere, hvor det kommer fra, for WizKid har netop udgivet ep’en ‘S2’.
1999 Write the Future feat. BadBadNotGood, Westside Gunn & Conway the Machine ‘Mint Chocolate’
1999 Write the Future er et nyt kollektiv og multimedieprojekt, hvor forskellige kunstnere mødes i spændende samarbejder. Denne andensingle fra projektet byder eksempelvis på to benhårde Griselda-rappere og øm fløjteinstrumentation fra jazzgruppen BadBadNotGood.
Playboi Carti ‘H00dbyair’
Den seneste sang fra Playboi Carti, en af tidens mest spændende rappere, er ikke på streamingtjenesterne, ej heller officielt på YouTube. Vi skal heller ikke kigge mod SoundCloud eller Bandcamp. Nej, en af ugens absolut stærkeste trapbangers er simpelthen eksklusivt at finde på … Instagram.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.