Tilbage i 2021 var DaBaby en af tidens mest hypede rappere. Året inden havde han udgivet det storstreamede album ‘Blame It On Baby’ og medvirket på Dua Lipas kæmpehit ‘Levitating’.
Dét momentum formåede han dog at ødelægge godt og grundigt, da han kom med homofobiske kommentarer til en koncert på festivalen Rolling Loud Miami – og efterfølgende blev taget af plakaten på en række store festivaler.
I et nyt interview i podcasten ‘Club Shay Shay’ ser rapperen nu tilbage på episoden, som, han mener, har kostet ham omkring 200 millioner dollar, svarende til mere end 1,3 milliarder kroner. Det skriver NME.
Da værten Shannon Sharpe spørger Dababy, om han fortryder noget i sin karriere, referer han jokende til Rolling Loud-udtalelserne: »Jeg ville ønske, jeg havde fortalt Rolling Loud, at jeg missede mit fly. Jeg sender pengene retur, jeg missede mit fly«.
Til spørgsmålet om, hvor han ville være i dag, hvis han ikke havde ytret de homofobiske kommentarer, svarer rapperen:
»Hvor ville jeg være mentalt og spirituelt, hvis jeg ikke var blevet tvunget til at sætte mig ned på min røv og reflektere over mig selv? Jeg satte mig ikke engang ned, da det lige var sket. Jeg kæmpede og kæmpede stadig imod det. ‘Fandeme nej, det er ikke, hvad det er. Det er ikke, hvad det er’«, siger DaBaby, som nu mener, at de økonomiske konsekvenser ved udtalelserne var»held i uheld«.
»Jeg var sådan: ‘Boy, jeg ville ønske, jeg havde 200 millioner dollar, I stjal fra mig’. Sådan har jeg det ikke. På dette sted i mit liv føler jeg virkelig, at det er held i uheld, og jeg kom frem til den erkendelse i de seneste to uger. Jeg føler virkelig, at jeg havde brug for den sæson, som jeg blev nødt til at udholde. Det vil gøre mig meget lykkeligere som person og meget mere en mand i resten af mit liv. Jeg elsker det rum, jeg er i som person«, siger rapperen.
I 2021 undskyldte DaBaby på sociale medier for sine kommentarer – hvorefter han kaldte sine kritikere for »cry babies«. Og i dag fortryder han tilsyneladende ingenting.
»Jeg fortryder ikke noget af det, jeg har været igennem«, siger rapperen i interviewet. »Det føles så godt at kunne sige det og mene det. Jeg har nok sagt det før, men jeg mente det ikke rigtigt«.