The Rolling Stones annoncerede tidligere på året deres comeback, og i den forbindelse udgav de singlen ‘Angry’ med en tilhørende musikvideo, der har skuespiller Sydney Sweeney i hovedrollen.
Men nu er videoen blevet genstand for kritik fra Damon Albarn.
I ‘Angry’-videoen ser man Sydney Sweeney sidde på bagsædet af en sportsvogn iklædt læder-rockuniform. Her passerer hun skilte med levende motiver af Mick Jagger i forskellige aldre.
I et interview med det franske magasin Les Inrockuptibles kritiserer Blur-frontmanden blandt andet musikvideoen for at objektivisere Sydney Sweeney.
»Jeg lyttede til deres nye sang, og så denne forfærdelige musikvideo, der viser dem i forskellige stadier af deres liv på reklametavler. Alt imens denne unge kvinde objektiveres. Hvad fanden er det? Der er noget, der er helt galt«, udtaler Albarn.
Da intervieweren derefter spørger, om Albarn kan se sig selv lave en lignende musikvideo, hvor han viser sig selv i forskellige stadier af sin karriere, svarer han:
»Slet ikke, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor: Jeg har lavet alle mulige ting, hvorimod de aldrig har været andet end Rolling Stones«.
»Jeg elsker tanken om at vie sit liv til ét projekt for at mestre det. Men sandheden er, at de er blevet værre. Dårligere til at være dem selv. Det er noget, jeg ikke forstår: At man laver nøjagtig den samme musik, men bare ikke lige så godt. Der kan ikke være nogen glæde i at gøre sådan noget«.
Damon Albarn har i øvrigt også annonceret, at han opløser sit band Blur.