Natten til tirsdag har Kanye West afholdt et af sine berygtede lytteevents sammen med kollegaen Ty Dolla Sign. Det skriver The Fader.
Duoen besøgte en klub i Miami, hvor de spillede hele deres nye fællesalbum ‘Vultures’ under kunstnernavnet ¥$, og festen blev livestreamet på Youtube.
Kanye West og Ty Dolla Sign har tidligere udskudt udgivelsesdatoen samt et storstilet lytteevent for albummet, men nu skulle ‘Vultures’ have en ny udgivelsesdato på plads. The Fader skriver således, at Kanye under et andet Miami-lytteevent i weekenden fortalte, at pladen udkommer på fredag, 15. december.
Ty Dolla Sign har de seneste dage teaset for det nye album på Instagram og delt en trackliste med 18 sange. Ifølge HipHopDX ser blandt andre Young Thug, Future, Playboi Carti, Quavo, Lil Durk og Chris Brown ud til at medvirke på albummet.
Blandt sangene finder man førstesinglen ‘Vultures’, som udkom i sidste måned. På rapsangen laver Kanye en temmelig dårlig joke om sine antisemitiske udtalelser tidligere i år.
Et albumcover har også ramt internettet. Det forestiller en sort-hvid udgave af et maleri fra 1800-tallet, Caspar David Friedrichs ‘Landscape with Graves’.
Se tracklisten og albumcoveret til ‘Vultures’ herunder.