Lukas Graham annoncerer fire koncerter – og et helt nyt koncertkoncept

Lukas Graham annoncerer fire koncerter – og et helt nyt koncertkoncept
Lukas Graham. (Foto: Frederik Barasinski)

Lukas Graham har netop annonceret fire shows, der lover en noget anderledes koncertoplevelse.

Til marts spiller Lukas Graham nemlig fire gange i Store Vega, men det bliver ikke den klassiske koncert, man kender. I stedet overtager den danske stjerne og hans band hele Vega-bygningen, og forvandler huset til en form for totaloplevelse, hvor sale, trapper, gange og rum laves om til studieopsætninger og øvelokaler.

Her kan man ifølge en pressemeddelelse være med live, når Lukas Graham indspiller sange til et kommende album. »Spillestedet forvandles til et lydstudie«, lyder det blandt andet.

De sange, der skabes i rummene i Store Vega, skal så performes live for første gang på scenen til koncerterne, hvor der står en vokalboks på scenen og optager det hele.

Rimelig ambitiøst, må man sige.

»Med tanke på det fantastiske rum Store Vega er, fik jeg en idé om at invitere publikum med helt ind i skabelsen af, hvordan et album bliver til og samles som værk«, udtaler Lukas Graham via presseteksten.

»Spillestedet giver os de bedste rammer for at tegne og fortælle og give et ægte indblik i den kreative proces, der finder sted i slutspurten af et album. Og så skal vi selvfølgelig også synge nogle af dem, vi kender, sammen«.

Billetsalget til koncerterne i Store Vega starter på fredag den 10. december klokken 10.00.

Lukas Graham – The Recording Experience
Store Vega

25., 26., 27. og 28. marts 2024
Billetpris: 455 kr.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af