To af årets mest omtalte kvindelige rappere har besluttet sig for at give omverdenen et indblik i, hvad der rører sig hos dem lige nu.
Doja Cat har nemlig taget en pause fra sin ‘Scarlet’-turné, og taget en snak med sit opvarmningsnavn og selverklærede »tætte veninde« Ice Spice hos Instagrams nyopstartede podcast, ‘Close Friends Only’.
Her sidder de to rappere tilbagelænet i hver deres stol, og snakker om alt fra celeb-crushes til tatoveringer.
Her er tre ting, vi lærte om de to stjerner i interviewet.
Ice Spice havde et ungdomscrush på Usher
De fleste har haft et celeb-crush, da de var yngre. Også rapstjerner, viser det sig.
Doja Cat får nemlig Ice Spice til at åbne op for, hvem den første berømthed, hun havde et godt øje til, er.
»Det var Usher. Jeg så ham til Met Gala. Det var første gang, jeg mødte ham, og jeg var sådan: ‘Oh my God, det er ham’«, forklarer Ice Spice. »Han er en smuk mand«.
Folk har én stor misforståelse om Doja Cat
Doja Cat er blevet sammenlignet med andre kvindelige rappere som Nicki Minaj, men det betyder altså ikke, at hun bare kopierer andres stil.
Det understreger Doja Cat, da Ice Spice spørger hende, hvad den største misforståelse om hende er.
»At jeg er uoriginal. Der er mange mennesker, der tror, at jeg kopierer folk, og at jeg låner meget fra populære kunstnere«, svarer Doja Cat. »Det er ikke sandt«.
Doja Cat og Ice Spice har modsatte følelser omkring 2023
Året er ved at gå på hæld, og i den forbindelse reflekterer Doja Cat og Ice Spice også over hver deres 2023. Men oplevelserne har været blandede for de to rappere.
»2023 var et af de største år i min karriere«, lyder det fra Ice Spice, mens Doja Cat – der i løbet af året har gentænkt sit udseende og været genstand for en række kontroverser – virkede en smule mindre begejstret:
»Mit 2023 var kaotisk. Jeg har også lyst til at sige transformerende, men også bare fucking kaotisk. Jeg har fået tatoveringer over det hele nu. Jeg troede aldrig, jeg ville få en enkelt«.