Tidligere på måneden afslørede NorthSide, at de fra mandag den 22. januar ville annoncere et nyt navn om dagen – og de holdt, hvad de lovede.
I dag kan festivalen nemlig annoncere Guldimund som den sidste i rækken af de i alt ni artister, der nu er føjet til plakaten for NorthSide 2024.
Den danske sangskriver følger således i hælene på blandt andre Andreas Odbjerg og Mø, der blev annonceret i sidste uge, mens også Saint Clara og den spanske rapper Morad har meldt deres ankomst til festivalen.
De seneste ni dage har desuden budt på annonceringen af navne som Benjamin Hav & Familien, Saint Clara og camerounsk-amerikanske Libianca, der nok er bedst kendt for sit 2022-hit ‘People’.
NorthSide 2024 finder sted fra den 6.-8. juni i Eskelunden i Aarhus. Se hele listen over de seneste dages annonceringer herunder.
Alle annonceringer:
Andreas Odbjerg
Royal Blood (UK)
Benjamin Hav & Familien
Morad (ES)
Mø
Libianca (CMR/US)
Saint Clara
Parcels (AUS)
Guldimund