Kigger man på listen over de 29 navne, der netop er blevet føjet til plakaten for årets Roskilde Festival, er der især ét navn, der springer i øjenene.
Nemlig Medina, der – ligesom allerede annoncerede Gilli – havde været noget nær umulig at forestille sig på Dyrskuepladsen for 10 år siden, da den danske popdronning rent kommercielt var på sit højeste.
Men der er sket noget med Roskilde Festival siden da. Ikke mindst sidste år, hvor festivalen i højere grad end nogensinde syntes at omfavne den popmusik, der måske før blev set som for mainstream.
Netop den udvikling ser ud til at fortsætte i dagens musikpakke, der foruden Medina også tæller zeitgeist-bookinger som hiphopkometen Ice Spice og den stormombruste poprapper Doja Cat, der oprindeligt skulle have gæstet festivalen i det aflyse år 2020.
Men risikerer Danmarks største festival at blive for poppet? Er der plads til både Medina og PJ Harvey, og bliver Foo Fighters det eneste store rockband på Orange Scene, ligesom Blur var det i 2023?
Det snakker vi med Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, om her.
Hvorfor booke Medina nu og ikke for 10 år siden?
»Vi booker Medina nu, fordi hun efterhånden er en legende på den danske popscene. Hun har haft stor indflydelse på den yngre generation af artister. Både popartister, men i virkeligheden også andre. Så det er helt på sin plads, at hun kan komme til at skinne på en af vores scener til sommer«.
»Det er vigtigt for os, at vi på den ene side skal blive ved med at være den festival, der peger fremad, og som præsenterer de nye navne. Men det er også vigtigt en gang imellem at have nogen, som er så ikoniske, og som har været så retningssættende for en scene«.
Det er svært at forestille sig, at et navn som Medina – eller for den sags skyld Gilli – kunne have spillet på Roskilde Festival for 10 år siden. Hvad har ændret sig?
»Tiden har ændret sig, og dermed har vi også ændret os som festival. Og jeg tror, at hvis man går yderligere 10 år tilbage, så vil der være andre ting, som man på det tidspunkt ville have svært ved at forestille sig«.
»Det er rigtigt, at tingene har ændret sig, men jeg synes, det ville være kedeligt, hvis vi hele tiden blev ved med at reproducere det samme program. Hvis vi blev ved med at have den samme type headliner. Det ville blive for forudsigeligt, og vi ville komme ud af trit med vores publikum, som jo også hele tiden fornys«.
Der sidder sikkert nogle derude og tænker, at I går lige lovligt meget på kompromis med Roskilde Festivals DNA. Er I bange for reaktionerne, når I booker så bredt?
»Nej, overhovedet ikke. Jeg synes, det er en styrke. Og jeg synes netop, det er festivalens DNA. At vi booker bredt, og at vi rykker os med tiden. Det er klart, at vi skal gøre det på en måde, så vi ikke alienater folk. Det skal være en gradvis udvikling. Men den skal være der«.
»Jeg sover helt trygt om natten vel vidende, at vi sikkert får både ris og ros for programmet. Men det har vi gjort i alle de 20 år, jeg har været med til at lægge det. Så det er ikke noget, der skræmmer os. Tværtimod. Det ville være værre, hvis det blev sådan ’nu bookede de præcis det, vi havde forventet’«.
Hvad er forskellen i 2024 på Roskilde Festival og eksempelvis Smukfest, der i årevis har booket navne som Medina?
»Den store forskel på os og de fleste andre festivaler er, at vi dels er en nonprofit-organisation. Vi er her for alt muligt andet end for at tjene penge. Vi er her for at gøre en forskel i verden«.
»Hvis man zoomer ind på programmet, så ligger forskellen i bredden og i dybden i det, vi præsenterer. Det er jo ikke det fulde billede af vores program, at vi har Medina og Gilli. De indgår i en helhed, og de spiller en vigtig rolle i den – det er slet ikke for at undervurdere deres vigtighed for det samlede program«.
»Men de optræder side om side med nogle af de største nye stjerner på den internationale scene som Doja Cat og Ice Spice, som er nogle af dem, vi også præsenterer i dag. Og internationale legender som Jane’s Addiction, Foo Fighters og den type navne«.
»Jeg tror stadigvæk, de fleste vil kunne se en tydelig forskel på vores program og de fleste andre festivaler i verden«.
Kan du forstå, hvis der alligevel er nogen, der savner flere store rocknavne på Orange Scene?
»Ja, det kan jeg da godt forstå. Og sådan tror jeg, nogle vil have det uanset hvad. Uanset hvilken genre man virkelig bekender sig til, vil man jo gerne have mere af den. Og det gælder selvfølgelig også for dem, der godt kan lide rock. Men jeg synes ikke, det er vores rolle bare at indfri de forventninger. Vi skal også kunne skubbe til dem«.
»Men hvis man primært er der for rocken, har vi også rigtig gode oplevelser på den front. Det er bare ikke altid på Orange Scene, det sker, ligesom det var i 90’erne. Ligesom med alle de andre genrer, vi præsenterer, er det blevet fordelt mere ligeligt ud mellem scenerne«.
»Man skal også huske på, at gennemsnitsalderen blandt vores gæster er omkring 24-25 år. De lytter meget bredt. Det er en anden måde, man går til musikken på i dag, end det var for 10-20 år siden. De fleste har ikke bare én genre, de lytter til. Og så passer vores måde at lægge program på måske rigtig godt, fordi vi kommer så bredt rundt«.
Hvad var tankerne bag at booke Ice Spice, og er hun klar til Orange?
»Hun har været rigtig interessant at booke, for med kunstnere som hende kan det være svært at følge med. For halvandet år siden var der stort set ingen, der kendte hende, og nu er hun et kæmpestort og meget hypet navn«.
»Vi har selvfølgelig haft de overvejelser, som vi altid har, når vi vælger at booke nogen så tidligt i karrieren. Om det er en kunstner, der kan bære at komme op på de store scener. Vi er jo ikke interesserede i, at nogen falder igennem. Men vi er trygge ved, at kometkarrieren godt kan bære det«.
»Ice Spice er måske netop en af dem, som folk forventede, vi ville booke. Og det siger lidt om, hvordan tingene har flyttet sig. For 10-15 år siden havde det nok været Foo Fighters, der var den forventelige booking. Nu er det Ice Spice, hvor mange vil sige ’selvfølgelig skal hun spille på Roskilde Festival’«.
Er der en grænse for, hvornår noget er for poppet til Roskilde Festival i 2024?
»Det tror jeg ikke. Det er i hvert fald svært at pege på, hvor den skulle gå, og hvordan man vurderer det. Men hvis man er en popartist, der formår at lave virkelig stærke liveshows, og man virkelig kan engagere sit publikum … nej, så er der ikke nogen, vi ikke kunne overveje«.
Sidste spørgsmål: Er der andre navne fra dagens pakke, du gerne vil fremhæve?
»Jamen jeg vil egentlig fremhæve alt det, der skal ske på vores Platform-scene – altså vores relativt nye, alternative scene med performancekunst, musik og dans blandet sammen. Det er ikke nødvendigvis navne, folk kender på forhånd. Men jeg er sikker på, at det vil være noget af det, der virkelig står ud som noget unikt og særligt«.
»Det glæder jeg mig til, og jeg er glad for, at vi har navnene med så tidligt, så man kan dykke ned i det allerede nu. Og begynde at glæde sig til sommer«.