Det københavnske spillested Vega får ny administrerende direktør. Det skriver Kulturmonitor, som også kan afsløre, at jobbet går til Anders Wahrén.
Wahrén har i mange år har været en vigtig spiller på den danske musikscene, idet han de seneste 14 år har været programchef på Roskilde Festival. Han har dermed haft det øverste ansvar for festivalens bookinger af både musik, kunst og aktivisme.
I en pressemeddelelse fra Vega udtaler Wahrén følgende:
»For mig er Vega Danmarks vigtigste permanente musikscene, og jeg glæder mig til at kunne arbejde med alt fra de spæde talenter til de største hjemlige stjerner og nye internationale strømninger. Vega er båret af stærke værdier og ambitioner om at drive positiv forandring, som harmonerer godt med det, jeg står for og er rundet af. Der er allerede et stærkt hold i Vega, som jeg glæder mig til at udfolde fremtidens planer og drømme med«.
Anders Wahrén overtager jobbet til sommer, hvor Vegas direktør gennem de seneste 14 år, Steen Jørgensen, trækker sig for at forberede sig til livet som pensionist.
I samme omvæltning stopper Anders Wahrén som programchef på Roskilde Festival. Det vides endnu ikke, hvem der overtager hans stilling.