KOMMENTAR. Da Soundvenue spurgte vores følgere på Facebook, hvilken karakter fra 1-10 de ville give årets Roskilde-plakat, svarede mange med en bundkarakter.
»DER ER IKKE NOK ROCK«, lød det kollektive vredesbrøl i kommentarsporet. Det var selvfølgelig ikke en videnskabelig, repræsentativ undersøgelse. Men samme frustration går igen i mange kommentarspor rundt omkring, blandt andet på festivalens egne kanaler.
Nu er det jo lidt musiksnobbernes nationalsport at rakke ned på Roskilde Festival-programmet, men i år føles skuffelsen mere håndgribelig. Og måske også mere retfærdiggjort.
For Roskilde Festival er gået all in på pop og rap i år – endda i højere grad end sidste år, hvor headlinerne hed Dua Lipa og Post Malone.
I år fylder pop og rap endnu mere. Kendrick Lamar, Lizzo, Tove Lo, Burna Boy, Lil Nas X, Tobias Rahim og Kesi skal alle spille på Orange. For bare lige at skimme toppen af plakatfløden.
Udviklingen væk fra rock har været en længere proces, der har været i gang senest siden Rihanna spillede på Orange Scene i 2013. I de ti år, der er fulgt, har hiphop og pop erobret terræn kontinuerligt.
Men nu er det pludselig gået stærkt, og 2023 føles som et skelsættende Roskilde: Året, hvor rocken endegyldigt blev reduceret til randfænomen.
En skelsættende plakat
De gamle, store rockbands, der ellers altid havde faste pladser øverst på plakaten, er forsvundet.
Blur er vel det eneste store Orange-navn, nu hvor Queens of the Stone Age er blevet nedgraderet til Arena – en nedskalering, der i sig selv siger meget om, hvilken rang rocken indtager i festivalhierarkiet.
Genren står ikke længere for de store, samlende Orange-momenter, men for oplevelser på de mindre scener.
Som min kollega (og levende Roskilde Festival-encyklopædi) Kjartan F. Stolberg har påpeget i sin anmeldelse af årets plakat, lever genren i yderkanterne af programmet.
Her finder vi blandt andet »Dry Cleanings deadpan spoken word-skramlen, Sorrys humoristiske depressionssange, Leenalchis koreanske innovation, Indigo De Souzas lo-fi nervesammenbrud og Japanese Breakfasts selvbiografiske melodiunivers«, som han formulerer det.
Læg dertil navne som Black Country, New Road, og du har et interessant, tidssvarende program. Men netop ingen store, samlende publikumsmagnet-shows.
Udviklingen er som nævnt ikke ny. Efter sidste års festival skrev jeg: »De store rockguders tid er forbi, nu lever vi i rappernes og popstjernernes æra«.
Men selv 2022 havde altså navne som The Strokes, Robert Plant, The Smile, Sky Ferreira, Phoebe Bridgers, Iceage og Mitski på programmet.
Roskildes pop-æra (for at bruge alle popfans’ yndlingsord) blev altså indvarslet sidste år, men forandringen blev først til fulde ført ud i livet med årets plakat.
Poptimisterne har vundet
Jeg har skrevet om musik i over et årti her hos Soundvenue – en tid, der har været parallel med et større perspektivskift i musikverdenen.
Da jeg begyndte at skrive om hiphop og pop for over 10 år siden, var det, hvis jeg selv må sige det, stadig en lidt kontroversiel ting at hylde den type musik. Tidsånden var stadig på de store rockmusikeres side, mens rappere og popstjerner blev set ned på.
Det har ændret sig.
I årtiet, der fulgte, var der en stor kulturkamp: Poptimister mod rockister. Der var en slags revolution fra dem, der syntes, Rihanna og Beyoncé – eller Chief Keef og Gucci Mane – fortjente at blive hyldet lige så meget som de ofte hvide, mandlige rockbands, der tit stod øverst på festivalernes plakater og mediernes årslister.
Der har været et omfattende opgør, der er større end musikkritik. Og det har medført et større skift i måden, vi tænker om pop, hiphop og rock på. Sidstnævnte er ikke længere genrenes konge. Andre genrer får nu samme anerkendelse både af den skrivende klasse og i den kulturelle samtale generelt.
Som min kollega Niels Jul Bruun skrev i en nylig revurdering af Medinas betydning:
»Pop er ikke længere det fyord, det var engang. Der er kulturel kapital i pop på en måde, som der bare ikke var dengang, Medina først kom frem. Dengang var det cool at hade pop, mens det nu er velset at dyrke det poppede, umiddelbare og brede«.
Roskilde Festival er på den måde fulgt med tiden, og har givet pop og hiphop mere og mere plads – ikke ulig Soundvenue, faktisk, men det er en anden historie.
Det, der måske nogle gange bliver overset, er, at popmusikkens sejr på Roskilde har haft store konsekvenser for rockmusikken. Det er årets plakat et tydeligt bevis på.
Men hvad betyder den forandring for festivalen og dens publikum?
Roskilde vil gå forrest – går publikum med?
Roskilde Festival er udsolgt – som sædvanlig fristes man til at sige. Men det tog ret lang tid i år: Først halvanden uge inden festivalstart var billeterne solgt.
Det tilsyneladende noget langsomme billetsalg viser måske, at publikum ikke automatisk følger med, når Roskilde bevæger sig væk fra rocken.
Det er ikke svært at forestille sig, at de folk, der så at sige per automatik køber billet, når Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Paul McCartney står øverst på plakaten, springer over, når der i stedet lokkes med Lizzo og Lil Nas X.
Og hvad med det publikum, der så skulle stå klar til at erstatte rock-elskerne?
De er jo sandsynligvis noget yngre og derfor nok også lidt mere, ja, økonomisk udfordrede.
Der er også spørgsmålet om, hvorvidt en person, der måske synes Lizzo er skidesjov på TikTok og elsker Lil Nas X’ virale vitser på Twitter, er lige så klar på at punge ud for en festivalbillet som den rockfan, der har lyttet til Neil Young eller Nick Cave de sidste 300 år.
Mit gæt er, at rocklytterne er både mere købestærke og mere loyale end popfansene. Og derfor bliver det måske ikke helt gnidningsfrit for Roskilde Festival at gå pop i den grad, som de gør nu.
Men når alt kommer til at alt er årets festival jo udsolgt. Genre- og generationsskiftet synes at fungere. Hvilket nok er dårligt nyt for alle dem, der er kede af rockmusikkens fravær.