KOMMENTAR. Hvem er egentlig hovednavnene i år? Er der overhovedet nogen?
Det har min mor og adskillige andre mestendels lidt ældre mennesker spurgt mig om, når jeg har sagt, at jeg skulle på Roskilde Festival.
Spørgsmålet besvarer jeg som regel med et dyyyybt suk. Og så følgende forklaring.
Hovednavnene i 2022 er rappere, popsangere og alt mulig andet end klassiske rockbands. Der er ingen Dylan, Springsteen, McCartney eller Bowie (RIP) på plakaten i år, fordi det ikke er den type artister, der præger vor tids ungdomskultur og populærmusik.
2022 blev derfor året, som markerede et generationsskifte på den ikoniske Orange Scene. I stedet for Store Amerikanske Rockbands fik vi rappere, r’n’b-artister og popstjerner. Der er sket et genreskifte.
Tyler, The Creator og Post Malone gav for eksempel to meget forskellige, men lige så overbevisende bud på, hvordan en rapper kan fylde hele den gigantiske teltscene ud med sin personlighed.
Førstnævnte droppede fortidens chokrap for i stedet at synge nuancerede kærlighedssange. Sidstnævnte var årets nok mest inkluderende, fællesskabsorienterede koncert. Begge lykkedes. Der blev bundet bajere og knebet en tåre samtidig.
De gav den type oplevelser på Orange, som man før har forbundet med store rockkoncerter. Musikoplevelser, der bandt festivalen sammen. Koncerter, der allerede føles som oplevelser, der lagrer sig bagerst i hovedet som glade, orangetonede minder.
Den udvikling er selvfølgelig ikke ny. Det er ni år siden, at det var en stor ting, at Rihanna fik lov til at spille på Orange Scene. Dengang var det en kontroversiel booking. I dag havde den været en no brainer. Roskilde havde jo også oprindeligt booket Taylor Swift til denne festival nummer 50. Altså en endnu mere rendyrket popstjerne.
Men selv om udviklingen har været i gang i årevis, føltes den første festival efter corona alligevel som en skelsættende begivenhed, simpelthen fordi der var så lidt rock i toppen. Pop og rap dominerede på Orange.
Hvilket man for eksempel kunne bevidne til Dua Lipa-koncerten. Hun skabte fællesdans og discofest. Alle var med.
Var en rendyrket popfest gået så rent hjem for fem eller ti år siden? Måske ikke.
Men vi har lige været igennem en pandemi, der er krig i Europa, og kloden er en milliard grader varm. Arter uddør, isen smelter, abekopper eksisterer.
Det er ikke en tid til at være pophadende musiksnob. Det er i stedet en tid til at drøm’ sig væk, som teksten lyder på et af årets største sommerhits. Eskapisme er vor tids vigtigste coping-mekanisme.
Dermed ikke sagt, at der ikke var noget rock på årets Roskilde Festival. Bare rolig. Det her er ikke en af de der ’rockmusikken er død’-artikler (selv om The Strokes var en katastrofe).
Big Thief brillerede på Arena. Og nye bannerførere som Fontaines D.C. og Turnstile viste, at genren stadig sagtens kan være rebelsk, rowdy og decideret revolutionerende.
Nutidens rockmusik figurerer bare ikke i toppen af plakaten. Det gør popstjerner og rappere. De er talerør for de brede masser på en måde, som rockmusikken ikke længere er.
Det gælder også for de danske artister.
Set med rød/hvide briller var årets mest mindeværdige momenter en crowdsurfende Jada til ’Keep Cool’, Drew Sycamores Orange-åbning, Artigeardits gigantiske bogstaver, der stavede hans navn, og Tessas lukkekoncert på Arena. Og så selvfølgelig Tobias Rahims store bromance-triumf, der cementerede hans status som landets største popstjerne lige nu.
Unge rappere og popstjerner. Det er dem, der er nutidens hovednavne. Og det bliver de nok ved med at være nogle år endnu.