Du kender ikke XO Nina, men du har måske hørt om Glitchi.
Det var nemlig under det navn, dansk-amerikanske Nina Larsen tilbage i 2021 udgav ep’en ‘Welcome to the Twenties’, der meget vel kan betragtes som Danmark første store hyperpop-udgivelse.
Senere samme år landede debutalbummet ‘Cats Have Nine Lives’, der ifølge Soundvenues anmelder var mere hyperpunk, end det hyperpop. Men så blev der pludselig stille fra Glitchi.
Nu er hun tilbage, men intet er, som det plejer. XO Nina, som hun hedder nu, har nemlig ikke bare skiftet navn – hun har også skiftet stil.
»Af en eller anden grund følte jeg, at Glitchi psykologisk holdt mig tilbage inden for hyperpop-genren«, forklarer hun i en mail til Soundvenue.
»Derfor besluttede jeg at omfavne ethvert aspekt af mig selv som kunstner og person, deraf brugen af mit fornavn, Nina. ‘XO’ repræsenterer min sjove og flirtende side, som jeg gerne vil vise mere af som kunstner«.
I dag har Soundvenue premiere på ‘Teenage Temper’, der er Nina Larsens debutsingle som XO Nina, og én ting er sikkert: Hun er mere poppet, end vi er vant til at høre hende.
I en pressemeddelelse forlyder det da også, at den nye lyd er inspireret af »ikoniske feminine figurer« som Gwen Stefani, Madonna, Katy Perry og Lady Gaga, men det er måske lige at stramme den.
I stedet leder den fløjsagtige vokal i versene og den boblende, elektroniske underflade i ‘Teenage Temper’ først og fremmest tankerne hen på en kunstner som St. Vincent. Men det er bestemt heller ikke nogen dårlig ting.
Den nye single har også fået en musikvideo, hvor forskellige avatarer blandt andet iført en enhjørningmaske danser rundt i et hvidt lokale.
»De afspejler personligheder, som ligger skjult indeni mig. De er alle versioner af mig selv med deres egen lille verden«, fortæller XO Nina om de mange karakterer, der optræder i videoen.
‘Teenage Temper’ vil i løbet af året blive fulgt op af endnu flere singler, der ifølge føromtalte pressemeddelelse bliver lige så positive og poppede.
»Det handler om fornyelse. Det handler om at genvinde min magt og inspirere andre til at gøre det samme«, forklarer Nina Larsen om forskellen på XO Nina og Glitchi.
»Jeg besluttede at bevæge mig i en mere positiv og glitrende retning … at skabe et fortryllende univers af sjov for at undslippe verdens hverdagsvirkelighed«.
‘Teenage Temper’ udkommer officielt på streaming fredag den 26. januar.