Vi burde have kendt hyperpoppens skæbne på forhånd.
Hele pointen med stilarten var at være så in-your-face og over-the-top, at det var provokerende. Og når den slags bliver for populært, stopper det ofte med at være en provokation.
Derfor er genren – som den så ud i første omgang – nu i vid udstrækning død.
Til gengæld er mindst tre nye stilarter ved at vokse frem ud af dens aske – også via danske kunstnere som Sonic Girl, der i fredags udgav mixtapet ‘Starborn’.
Mere om det om lidt: Lad os først se på, hvorfor den her unikke genre var så vigtig – og hvorfor den måtte lade livet.
R.I.P. hyperpop
I slutningen af 2010’erne dukkede hyperpoppen op og blev talk of the town blandt både pophoveder og fans af mere alternativ og eksperimenterende musik.
Skærende digitale bleeps og bloops, vokaler gennemsyret af uelegant autotune, lyrik der føltes mere hjemme i en magical girl-anime end på hitlisterne – sådan lød denne revolution for popmusikken.
Det lød nærmest som en parodi på pop, men det var fuldkommen oprigtigt.
Nogle sammenlignede det med dengang, ’16 and Pregnant’-stjernen Farrah Abraham forsøgte at lave et popalbum, og man tydeligt kunne mærke, at hun mildest talt manglede musikalsk erfaring. Men hyperpop-innovatørerne var i fuld kontrol over deres produkter.
Især tre udgivelser endte med at definere, hvad stilretningen gik ud på: Charli XCX-mixtapet ‘Pop 2’ (2017), Sophie-albummet ‘Oil of Every Pearl’s Un-Insides’ (2018) og 100 Gecs-minialbummet ‘1000 Gecs’ (2019).
Musikerne bag disse udgivelser er dog ikke fortsat i samme retning. Ret beset laver ingen af dem længere hyperpop af den slags, vi associerede begrebet med for et par år siden.
Sophie er desværre ikke længere blandt os. Den innovative producer stod som et fyrtårn for genren, og det er umuligt at gisne om, hvilken musik, hun ville lave, hvis hun stadig var i live.
Charli XCX har totalt vendt hyperpoppen ryggen. Hendes seneste album er mere tilgængelig electropop, hvor Y2K-nostalgien og de bragende hooks er bevaret fra hyperpop-æraen, men hun ikke længere er ude på at sprænge popmusikkens rammer.
Allerede i 2021 legede hun i øvrigt med hyperpoppens død via et simpelt tweet: »R.I.P. hyperpop? Diskutér«.
‘Pop 2’-produceren A.G. Cook har ikke vendt genren ryggen i nær så radikal grad, og mange ville nok stadig kategorisere ham som hyperpop.
Men er hans nyere musik rent faktisk det?
Han var hovedproducer på Hyd-albummet ‘Clearing’ – et elektronisk popalbum, der med kraftig autotune og syntetiske soundscapes ikke lægger skjul på sin egen kunstighed.
Men modsat hyperpop-pionererne er det et meget blidt og underspillet album, der tager sin tid med at opbygge stemninger, rettere end at smide overraskelser i hovedet på lytteren.
Slutteligt har vi 100 Gecs, der har udviklet sig i den totalt modsatte retning i forhold til Cook.
De er stadig lige så fjollede og støjende, men de er ikke rigtig pop længere. Deres nye album ‘10.000 Gecs’ er rettere hyperrock, hvor de lyder mere som forvrængede udgaver af Limp Bizkit, Blink-182 og Reel Big Fish.
Så vi ser altså tre fraktioner dukke op: Enten er man pop uden at være hyper (Charli XCX), hyper uden at være pop (100 Gecs) eller en mere intim, sårbar artpoplyd, der ikke er nær så provokerende og støjende som slut-10’ernes hyperpop, men som tydeligvis nærer et slægtskab dertil (A.G. Cook og Hyd).
I mangel på mere konkrete begreber vil jeg her kalde strømningerne for pang-pop, hardcore-hyperpop og post-hyperpop.
Hyperpoppens død var uundgåelig
Charli XCX skubbede til vores grænser for det kunstige popstjerne-image. Sophie udfordrede grænserne for køn og digital identitet. 100 Gecs skubbede til vores idé om smag.
Og når man skubber nok til grænserne, så ender de med at blive nedbrudt, og mainstreamen begynder at tage de udfordrende greb til sig – og den før så grænsesøgende musik stopper derfor med at være subversiv eller innovativ.
Vi har set det ske så mange gange før. Tydeligst med punkrocken i slut-70’erne og start-80’erne.
Den oprindelige punkbølge vakte opsigt og forargede, men den blev også hurtigt optaget i mainstreamen.
Efter et par år var den oprindelige punkscene så godt som død, og havde splittet sig til den mainstream-venlige new wave (svarende til pangpoppen), den mere artsy postpunk (svarende til post-hyperpoppen) og den stadig meget u-lyttervenlige hardcore punk, der dog var så hård, at den aldrig havde crossover-appel i samme grad som den oprindelige punkbølge (svarende til hardcore-hyperpop).
Hyperpoppens død ligner altså punkens død til forveksling.
Udviklingen ses også i Danmark
Herhjemme i Danmark ser vi også udviklingen være i fuld gang. En kunstner som Debbie Sings er lige så anti-mainstream med sin seneste country-EDM-sang, som Aperly High er blid og iørefaldende med sine skarpe hooks og fængslende poprockguitar. Alligevel skriver de sig begge ind i en hyperpop-tradition.
De spiller begge to på årets Roskilde Festival. Og her ser vi også en repræsentant for post-hyperpoppen. Det er Sonic Girl, der i fredags udgav mixtapet ‘Starborn’.
‘Starborn’ er en samling af rigtig blide, yndige electropopsange, der funderer over nærvær, sårede følelser, håbløs kærlighed og sex. Rigtig meget sex. Især sangene ‘One Trick Pony’ og ‘Objectified’ nægter at holde igen.
Det er ikke så poppet. Det er heller ikke særlig hyper. Der er et par få småstøjende steder, men instrumentationen har ærlig talt ofte mere til fælles med ambient-musik end med 100 Gecs.
Men meget af det musikalske sprog er det samme. Det er hyper-oprigtigt, ofte ekstremt emotionelt direkte, og værket omfavner den samme bevidste kunstighed som den tidlige hyperpop.
Det sker dels gennem den allestedsnærværende autotune og andre vokaleffekter, de sci-fi-klingende synths og ikke mindst tekstuniverset, hvor vi følger en kunstig identitets rejse gennem et romantisk-seksuelt cyberspace.
Hun positionerer endda (bevidst eller ubevidst) sin stilart som hyperpoppens svar på postpunk ved at parafrasere Gang of Four-sangen ‘Damaged Goods’ på omkvædet til ‘Objectified’.
Post-hyperpop er kommet til Danmark med stil. Jeg glæder mig til, at kunstnere videre udforsker de nye strømninger, der er i gang med at gro fra hyperpoppens gravsted.
Så lad os ikke græde over den oprindelige hyperpops uundgåelige, hurtige død. Lad os i stedet glædes over alt det, den kan blive til, nu hvor den har udviklet sig.