Dansk-amerikanske Glitchis debutalbum er et opgør med identitet og noget så boomer-agtigt som god smag
Med Glitchi er hyperpoppen i den grad kommet til Danmark. Eller, det vil sige: I det omfang en genre, der er skabt på og af internettet kan siges at høre til noget sted, så har Danmark i hvert fald fået sit eget hyperpopunikum, der fra soveværelset skriver sig ind i den hastigt voksende og ret diffuse bevægelse.
Hvor dansk-amerikanske Glitchi på sin halvt år gamle ep ’Welcome to the Twenties’ dyrkede en mere ren hyperpoplyd, er debutalbummet ‘Cats Have Nine Lives’ næsten mere ude i hyperpunk. I hvert fald er der skruet op for guitar og bas, der fylder overraskende meget i lydbilledet. Numre som ‘Dear Diary’ og ‘Psycho Bitch’ føles næsten mere som Evanescence og Nine Inch Nails end Britney og Christina.
Samtidig rummer albummet naturligvis elementer fra alle hylder i slikbutikken, det være sig trap, industrial, chiptune og metal – blandet med de voldsomme elektroniske, maskinelle udslag som hyperpoppen dyrker.
Det er alle genrer og ingen genrer, både genreforvirret og genreløst. Trap møder chiptune på ‘WTF’, mens den politiske ‘Good Guys’ er en guitar-protestsang kørt lidt for mange gange gennem effektpedalen, og ‘Me Myself, & I’s rolige, wobbly guitar leder tankerne hen på Beach House, inden den bliver ædt op af de eksplosive trommer.
Det er svært at sige, om det fungerer. Og endnu sværere at sige, om det skal – eller om hele pointen netop er at kaste alle forestillinger om genrer i affaldskværnen, samle stykkerne op fra gulvet og sætte dem sammen i nye, bastardiserede lydbilleder.
En ting er i hvert fald sikkert: Glitchis musik undslipper sig diskussionen om noget så boomer-agtigt som god smag og kvalitet i ordenes gængse forstand. Den form for primitiv analyse løber hurtigt hovedet mod den mur af postironi, der er rundt om hyperpoppens æstetik, og som også er til stede hos Glitchi.
Det er et opgør med nogen fast og afgrænset musikalsk ramme, og det er som om, det også på et mere personligt plan er det, der er på spil for Glitchi.
Spørgsmålet om identitet går igen i nærmest samtlige ni sange (en sang for hvert liv). De mange humørsvingninger, stilarter og opbrud er ikke kun overfladiske eksperimenter, men tjener også det formål at destabilisere og åbne op for en bredere forståelse af musik såvel som person. Det er altså ikke kun musikken, der skal glitches.
Glitchi synger om at gå med parykker derhjemme (‘WTF’), om at vågne i en »masquerade« (‘Me, Myself & I’), og om at der er »five versions of me« (‘Like 5’).
»Who are you today?«, spørger hun, men det skal nok mere forstås som et retorisk spørgsmål.
‘Cats Have Nine Lives’ er lyden af en person, der vil være alting på samme tid, men som også er frustreret over det pres, det er at skulle være alt muligt.
Glitchi er forbundet til hele verden, men har svært ved at komme ud af soveværelset og ud af sit eget hoved. Der er en spydighed over vokalen, der på en gang er rolig, pæn og velovervejet, men samtidig rummer en underspillet vrede og sarkasme.
»I don’t know who I am anymore«, synger hun gennem forvrængningen på ‘WTF’. Vi finder nok heller aldrig helt ud af, hvem præcis Glitchi er – og hvad for noget musik hun laver. Og det skal vi nok heller ikke.
Kort sagt:
Glitchis debutalbum er næsten mere hyperpunk end hyperpop, men handler mere end noget andet om at gøre op med forestillingen om identitet, både musikalsk såvel som personlig.