Siden Selena Gomez brød igennem som børnestjerne på Disney Channel har hendes karriere kørt i to spor: skuespillet og musikken. Nu overvejer 31-årige Gomez at lægge sidstnævnte på hylden i en nær fremtid.
Det forklarer hun som gæst i podcasten ‘SmartLess’, der har Jason Bateman, Sean Hayes and Will Arnett som værter, skriver Deadline.
Gomez fortæller, at det var Disney, der foreslog hende at indspille sit første album, efter hun var slået igennem med sin rolle i komedieserien ‘Wizards of Waverly Place’, som kørte fra 2007 til 2012. Dermed var den sideløbende karriere som musikartist skudt i gang.
»Jeg ville gerne være skuespiller, og jeg havde egentlig aldrig en intention om at blive sanger på fuld tid, men den hobby blev åbenbart til noget andet«, siger Gomez i podcasten.
»Jeg begyndte at have det meget sjovt med musik, og så var det virkelig sjovt at turnere. Men jeg lavede mit tv-program på samme tid (‘Wizards of Waverly Place’, red.), og jeg syntes bare, det var rigtig sjovt, så jeg blev bare ved. Men jo ældre jeg bliver, jo mere får jeg det sådan, at jeg gerne finde noget, jeg bare kan holde mig til«.
Selena Gomez siger, at hun nu er kommet til et punkt, hvor hun formentlig vil fokusere på sin film- og seriekarriere: »Jeg føler, at jeg har et album mere i mig, men jeg ville nok vælge skuespillet«.
Gomez fortæller også i interviewet, at arbejdsbyrden som ung Disney-stjerne havde konsekvenser for hendes mentale helbred.
»Jeg tog til et et psykiatrisk hospital og aflyste en af mine turnéer«, siger hun. »Det kom bare til mig, fordi jeg elsker at arbejde, og det distraherer mig fra dårlige ting«.
Selena Gomez var senest aktuel som skuespiller i tredje sæson af hitserien ‘Only Murders in the Building’, som har en fjerde sæson på vej. Hendes seneste album er ‘Rare’ fra 2020.