Air er lige nu på turné for at markere 25-års jubilæet for deres legendariske debutalbum, og nu kan danskerne snart tage del i fejringen.
I dag kan Syd For Solen nemlig annoncere, at den franske duo lægger vejen forbi Valbyparken til sommer, hvor Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel vil spille hele ‘Moon Safari’ i sin fulde længde.
Koncerten vil finde sted lørdag den 10. august, hvor programmet i forvejen tæller navne som Queens of the Stone Age, Big Thief og The Kills.
»Lørdagsprogrammet er jo legendernes dag. Det er præget af rock og indie, der trækker musikalske tråde til netop de stemninger, vi finder på ‘Moon Safari’«, udtaler programansvarlig Xenia Grigat i en pressemeddelelse.
»Og så vil jeg godt vædde med, at dem, der for eksempel har enten ‘Midnight Boom’ af The Kills eller ‘Songs for the Deaf’ af Queens of the Stone Age stående i vinylsamlingen, også har ‘Moon Safari’ i sortimentet«.
‘Moon Safari’ udkom 1998 og har sidenhen fået klassikerstatus. På albummet finder vi blandt andet velkendte numre som ’Sexy Boy’, ’La femme d’argent’ og Beth Hirsch-samarbejdet ’All I Need’.
Syd For Solen 2024 finder sted i Valbyparken fra den 8.-10 august. Udover de allerede nævnte artister byder årets program også på blandt andre Fred Again.., Jorja Smith, Sampha og André 3000.