‘New Blue Sun’: André 3000’s 87 minutter lange fløjtealbum er meget mere end en joke
Det lyder nærmest som en joke.
I årevis har fans hungret efter et soloalbum fra André 3000, den mest animerede og excentriske halvdel af den legendariske hiphopgruppe Outkast. Rapperen har betydet mindst lige så meget for sydstatshiphop, som Dr. Dre eller 2Pac har gjort for vestkysten.
Og når han endelig solodebuterer med ‘New Blue Sun’ i 2023, er det med 87 minutters instrumental new age fløjtejazz, hvor sangene bærer fjollede titler som ‘The Slang Word P(*)ssy Rolls Off the Tongue With Far Better Ease Than the Proper Word Vagina. Do You Agree?’, og hvor det gennemsnitlige track varer 11 minutter.
Sporadiske gæstevers siden Outkasts 2007-afsked har ellers bevist, at André stadig er yderst potent som rapper, og i den tid er hiphoplandskabet kun blevet mere inspireret af hans maleriske tilgang til flows og sprogbrug.
Jeg var forberedt på, at André 3000’s soloalbum – når det endelig udkom – ville være inspireret af new age og spirituel jazz. At det ville være langt ude, og at han nok ville give plads til sin fascination af fløjter. Men naivt havde jeg troet, at han ville bruge de inspirationskilder til at kreere hiphop.
André havde det øjensynligt på samme måde. Titlen på åbningsnummeret er ‘I Swear, I Really Wanted to Make a ‘Rap’ Album, but This Is Literally the Way the Wind Blew Me This Time’, og det er let at forestille sig, at mange af de teksturer, han udforsker på ‘New Blue Sun’, startede livet som klangflader til rapbeats, før Andrés inspiration drog ham i andre retninger.
Og jeg er fuldt ud sikker på, at det var den rigtige beslutning. Et nummer som ‘BuyPoloDisorder’s Daughter Wears a 3000™ Button Down Embroidered’ er så effektivt, fordi der bliver givet godt med plads til, at et lille, skingert og ikke videre melodiøst fløjteriff kan blive gentaget i forskellige soniske kontekster.
Motivet starter ensomt omgivet af buldrende slagtøj – som et spinkelt forsøg på at lukke op til en større spirituel verden. Og ganske langsomt forandrer omgivelserne sig. Svirrende synths skaber fornemmelsen af et pastelfarvet sollys, som hvis man pludselig trådte ud af en mørk grotte og ind i en Inger Christensen-esque sommerfugledal.
Den forvandling er mulig takket være en udsøgt forståelse for klang og soundscapes. Numrene er så dragende i deres lyd, at de lange tracklængder ikke ender med at føles det mindste uoverkommelige, når først man overgiver sig.
Det 17 minutter lange afslutningsnummer, ‘Dreams Once Buried Beneath the Dungeon Floor Slowly Sprout into Undying Gardens’, bruger halvdelen af spilletiden på ambient mood-setting, hvor klokker, synths og meget forsigtige fløjter skaber en vedvarende fornemmelse af zen, så den anden, mere højlydte halvdel af nummeret har så meget mere mulighed for at tage lytteren med storm.
Tag den derfor også med ro, hvis du var bange for, at det ville blive ensformigt at tilbringe 87 minutter med det samme instrument i front. Der er godt med sonisk variation på ‘New Blue Sun’. Dels er der en rig rytmesektion og nogle stemningsskabende synths, og dels har André tømt hele sit fløjteskab. Der er altså tale om vidt forskellige fløjteinstrumenter – både digitale og analoge – med hver sin klang.
Hvis man primært associerer ordet »fløjte« med en skarp, spids og luftig lyd, så kan jeg anbefale det, der nok er min yndlingssang på albummet, nemlig ‘That Night In Hawaii When I Turned Into A Panther And Started Making These Low Register Purring Tones That I Couldn’t Control … Shit Was Wild’ – en musikalsk genfortælling af en episode, hvor André trippede på Ayahuasca. Han troede, han var en panter, og han begyndte at spinde.
Disse spindelyde indgår også i lydlandskabet. Nummeret bliver ført an af en meget dyb fløjte, og det soniske landskab klinger derfor mere af tropisk jungle end af den førnævnte pastelfarvede sommerfugledal.
Ja, på et konceptuelt plan forekommer ‘New Blue Sun’ nærmest som en joke. Og de humoristiske sangtitler gør også en hæderlig indsats for at få gang i lattermusklerne. Men det er et dybt charmerende og fængslende album, der flere gange har fået mig til at glemme tid og sted.
I stedet har jeg for en stund overgivet mig til livet som en trippende panter.
Kort sagt:
André 3000’s første soloalbum er ikke det rapalbum, mange havde håbet på, og med sine absurde sangtitler og aparte genrevalg har det været genstand for mangt en spøgefuld bemærkning. Men under den løjerlige overflade lurer et klasseeksempel på fængslende new age og spirituel jazz.