I fredags udgav Noah Carter sit længe ventede første album på dansk i form af det 16 sange lange ‘Noahs ark’. Nu har rapperen annonceret, at han tager albummet med på en danmarksturné, der besøger landets fire største byer.
Til efteråret spiller Noah Carter således i alt fire koncerter i København, Aarhus, Aalborg og Odense. I september besøger han Store Vega i København og Posten i Odense, mens han i oktober kommer forbi Train i Aarhus og Skraaen i Aalborg.
Noah Carters første album på dansk har været ventetiden værd, hvis man skal tro vores anmeldelse. Vi skrev følgende om ‘Noahs ark’:
»Noah Carter har formået at skabe et album, der både kommer til at tilfredsstille de hitsultne B.O.C-fans og dem, der elskede ham for de reflekterende, følsomme engelsksprogede værker«.
‘Noahs ark’ er Noah Carters fjerde album. Tidligere har han udgivet de engelsksprogede ‘Couch Dreams’, ‘2nd Demo’ og senest ‘Carter the Kid’ fra 2021.
Billetterne til turnéen går i salg den 28. marts klokken 10.00 via United Stage. Billetpriserne er fra 275 kroner til 325 kroner.
Noah Carter – ‘Noahs Ark tour’
25/9 – Store Vega, København
26/9 – Posten, Odense
3/10 – Train, Aarhus
4/10 – Skraaen, Aalborg