‘Carter the Kid’ viser nye sider af Noah Carter – og cementerer hans stærkeste kvalitet

‘Carter the Kid’ viser nye sider af Noah Carter – og cementerer hans stærkeste kvalitet
Noah Carter. (Foto: PR)

Noah Carter er stadig lidt af en enigma.

Den danske rapper med den dybe røst var i starten af karrieren lige så kendt for den hype og mystik, der har omgivet hans navn siden vennerne fra Nørrebro begyndte at sige det i deres sange, som han var for sin musik. Og den gådefulde aura føles stadig lidt intakt her i 2021.

Men dermed ikke sagt, at Noah Carter ikke har bevist sit værd rent musikalsk. Det har han.

De to album ‘Couch Dreams’ (2017) og ‘2nd Demo’ (2018) levede op til hypen og viste, at Noah Carter uden tvivl var et af de mere spændende navne i dansk rap. Men der er et ret specielt modsætningsforhold i en kunstner, der på den ene side har været så hypet og omtalt og på den anden side virker så enigmatisk og dyrker en rimelig underspillet og dyster lyd.

Tre album og fire år senere er toppen af den indledende, mystiske hype selvfølgelig taget lidt af – trods alt. Sådan noget er jo helt naturligt. Og spørgsmålet er, om det måske ikke også er fint nok. For det nye album ‘Carter the Kid’ føles på en måde som det første album, der viser personen Noah Carter og ikke ideen Noah Carter.

Hvor de tidligere album havde klar fokus på trap og r’n’b og havde en masse at bevise, er ‘Carter the Kid’ mere varieret og viser nye sider af Noah Carter.

Den faste producermakker Jens Ole McCoy bliver suppleret af navne som T&O, Hennedub og Tais Stausholm, og produktionerne spænder fra UK drill (‘No Guarantee’), dancehall (‘Hold Me Back’) og Atlanta-inspireret trap a la Lil Baby (‘Henny Flows’) til r’n’b (‘Greedy’) og disco (‘Dirty Disco’).

Noah Carter vil vise mange sider af sig selv, og ‘Carter the Kid’ vil mange ting. Måske for mange. Men Carter er stadig en virkelig stærk rapper (og sanger) med en eminent stemme, der formår at navigere i de mange forskellige stilarter.

Han kan både være cool og hård på ‘No Guarantees’ drill-beat, følsom og emotionel r’n’b-sanger på ‘Greedy’ og øm og sexet på ‘Aint Easy’. På den måde minder han (stadig) om en vis canadier ved navn Drake, der også er lidt af en kamæleon, men som alligevel altid har det samme eftertænksomme, følsomme bagtæppe.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En væsentlig grund til, at ‘Carter the Kid’ – trods de lidt mange retninger – fungerer, skal helt klart findes i Noah Carters stemme, der er så unik, dragende og kraftfuld, at man kunne smide den over snart sagt hvad som helst. Karismaen og den dybe vokal flyder over både ‘Lightyears’s klubbede housebeat såvel som den Frank Ocean-udsyrede ‘Free Solo’, hvor Hans Philip leverer omkvæd.

Noget andet er, at uanset hvor stor spændvidde, man skulle tro, genrehopperiet kunne føre til, så er det den samme lette tåge, der lægger sig over hele ‘Carter the Kid’ og får alle numrene til at fremstå som en del af samme univers.

De største energiudladninger kommer på ‘The Pattern’ og den soulfulde lukker ‘April Fools Special’, hvor Noah Carter lidt atypisk skruer op for filteret og lader lyset komme ind. Han kan altså sagtens være energisk og farverig.

Grundlæggende er ‘Carter the Kid’ dog den form for nattemusik, som passer perfekt til de aftener, hvor man ikke tager til fest, men ender med at læne sig tilbage i sofaen med en joint og tænke over livet og ekskæresterne. Og Noah Carter kan sagtens tage en velfortjent hjemmeaften.

For med ‘Carter the Kid’ viser han, at han ikke nødvendigvis behøver hypen og buzzen. Alt han behøver er sin dybe stemme og sine eftertænksomme linjer.


Kort sagt:
‘Carter the Kid’ viser nye sider af Noah Carter, og de mange meget forskelligartede beats bliver holdt sammen af rapperens unikke vokal, der stadig er hans stærkeste kvalitet.

Noah Carter. 'Carter the Kid'. Album. FortyFive/Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af