‘Couch Dreams’: Noah Carters sofadrømme er næsten for store til lille Danmark
At få sit navn blæst op til en hype i størrelse XL ud fra så godt som intet solomateriale er en bedrift, der er de allerfærreste forundt.
Ikke desto mindre er det netop, hvad Noah Carters navn indtil nu har været associeret med: En nærmest sagnomspunden myte, der lige siden B.O.C.-kumpanernes adskillige »Fri Noah Carter«-opråb omdannede Nørrebro-rapperens enigmatiske tåge til en omsiggribende medvind, som i kraft af hans første nummer – sidste septembers r’n’b-svævende ’Do You’ – katapulterede ham ud i både medievælten og radioæteren.
Til at starte med virkede hypen ubegribelig for folk uden for Noahs indviede kreds, men det 12 numre lange ’Couch Dreams’ (defineret som et ’projekt’ snarere end et ’album’) løfter nu endegyldigt sløret for B.O.C.’s nok bedst bevarede hemmelighed. Og uden at smøre for tykt på med hypepenslen, virker Noah Carters potentiale næsten for stort til vores beskedne kongerige.
Man skulle ellers ikke tro det ud fra udgivelsens første halve minut, hvor alt ser ud til at ånde fred og ro på ’Intro’. Et umiskendeligt klaverspor fra Jens Ole McCoy – der har produceret hele ’Couch Dreams’ – triller lige så introspektivt afsted. Ouverturen (der også blev brugt på McCoys’ ’Underverden’-score) vækker næsten salige Ukendt Kunstner-minder, lige indtil tracket vender på en tallerken og et hult rungende beat gør sin ubønhørlige entré, mens Noah fra første takt bomber sig vej gennem lydterrænet med metallisk raspende vokal.
Rapperen foretager næsten samme lyriske kovending på den efterfølgende ’No Favors / 5000’, hvis produktion halvvejs inde ligeledes forvandler sig som en anden Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Især anden halvparts grime-beat agerer fornem showcase for den 24-åriges verbale projektiler, mens også den blytunge, infektiøse ’Team Litty’ får en tur gennem trap-rivejernet.
Det står dog lysende klart allerede fra tredje nummer, ’Only One’, at Noahs talent divergerer alsidigt i en komfortzone, der strækker sig vel ud over den stridslystne hiphoprille. Vågeblusperlens balsamerende croon lægger således en klædelig r’n’b-atmosfære for dagen, inden snerten af neo-soul titter frem på den bouncy ’Smoothies’.
Noah er ingen gudsbenådet sanger, men hans dybe og ru vokal bevirker, at selv de mest ømskindede tracks på ’Couch Dreams’ – navnlig ’Only One’, ’Come Alive’, ’01.28’ og ’City of Sin – aldrig hviner i kindtænderne til trods for hudløst selvudleverende tekstbidder: »’Cause I’m probably not as faithful as I should be / and you spent your best years tryna wait on me / at times I think you hate me more than my enemies«.
I tilgift er multitalentets adrætte flair for det engelske sprog – med alt hvad det indebærer af spidsfindig slang og talemåder – ganske enkelt en gave at gå på opdagelse i. På den groovy lyrikjuvel ’Birmingham Freestyle’ fremvises en fuldkommen ubesværet glosetæft ikke ulig Drakes velkendte ’AM/PM’-føljeton, hvor unødige hooks kvittes for at gøre plads til et ocean af strofer, der ryster så mange nævneværdige linjer og ordspil af sig, at denne spalteplads ikke rækker.
Når han er på slap line, er Noahs kæphøje livsglæde uden sidestykke. Men lige så animeret som Nørrebro-rapperen er over sit nyfundne liv i overhalingsbanen, lige så forløsende lyder han over tematiseringen af sin strabadserede forhistories kriminelle skyggesider.
Linjer som »Running with the mask got me years like my man Biggie« og »Macbook in jail, I can tell you ’bout that Skype life« vidner om et angrende menneske bag mikrofonen, der pirker til sin egen skriftestol. Denne kendsgerning besegler han endegyldigt i den langtidssimrende, monologiske outro ’Wise Up’, der bedst beskrives som en selvransagende udstillingsmontre for manden bag mytens tilværelse op til nu.
»And so it starts…«, lyder de indledende ord på lukkeren, antageligvis som en hentydning til Noahs vordende karriere. Har rapperen så ret i – som han bebudede sidste år – at hans musik varsler et »game over« for hans danske samtidige?
Ikke helt. For Noah Carter konkurrerer næsten ikke engang med Danmark – han konkurrerer rettere med det engelsktalende udland. Og serven er hans.
Kort sagt:
Noah Carters debutprojekt løfter endelig sløret for manden bag myten, der i lang tid med rette kunne betegnes som B.O.C.’s bedst bevarede hemmelighed. For han har talent af international karat og begår sig i tilgift så ubesværet i både hiphoppens tunge ende og r’n’b-genrens sfæriske ditto, at potentialet næsten virker for stort til lille Danmark.
Læs interview: Noah Carter drømmer om en Grammy: »Jeg er den sindssygeste«