Det er åbenbart sæson for at annoncere københavnske jubilæumskoncerter. I fredags annoncerede raplegenden Nas en koncert med 1994-albummet ‘Illmatic’ i sin fulde længde, og i dag annoncerer newyorker-postpunkerne i Interpol tilsvarende en københavnsk koncert, hvor de spiller albummet ‘Antics’ fra start til slut.
Interpol gjorde entré for 22 år siden, da de rådede bod for mangt en Joy Division-abstinens med det dystre og dybfølte debutalbum ‘Turn on the Bright Lights’, der stadig er bredt anerkendt som karrierens største værk. Men ét andet værk har unægteligt indtaget andenpladsen i Interpol-diskografien – nemlig opfølgeren ‘Antics’, der i egen ret har opnået klassikerstatus takket være tracks som ‘Slow Hands’, ‘C’mere’ og ‘Evil’.
‘Antics’ kan fejre 20-års fødselsdag til september, og allerede måneden efter er rocktrioen klar til at spille albummet i sin helhed på dansk jord. Det foregår i DR Koncertsalen, hvor australske Dust agerer support.
Tilbage i 2017 spillede Interpol 15-års jubilæumskoncert for debuten ‘Turn on the Bright Lights’, og det foregik også netop i DR Koncerthuset. Soundvenues anmelder kvitterede dengang med fem stjerner og skrev, at koncerten bød på »smukke, lydforherligende rammer, der gav deres beherskede, perfektionistiske performance nyt liv«. Det bliver spændende at se, om ‘Antics’-koncerten bliver en lige så stor succes.
Billetsalget starter på fredag den 26. april kl. 10.00.
Interpol (US)
20. oktober 2024
DR Koncerthuset, Koncertsalen
Billetpris: 550 kr.