Hiphoplegenden Nas er efterhånden vant gæst her til lands, men til oktober kan du opleve en koncert ulig hans vanlige danmarksvisitter. Han optræder nemlig med albummet ‘Illmatic’ i sin helhed i anledning af dets 30-års jubilæum.
Den dag i dag – den 19. april – er det nemlig præcis 30 år siden, ‘Illmatic’ udkom og vendte op og ned på hele hiphoppens verden. Ikke mindst i Nas’ hjemby, New York, hvor netop det værk blev definerende for adskillige generationers tilgang til, hvordan hiphop skal lyde.
I den anledning har Nas altså annonceret en jubilæumsturné, hvor han dette efterår spiller albummet i sin helhed.
Nas har udgivet adskillige stærke album sidenhen: ‘It Was Written’ fra 1996, ‘The Lost Tapes’ fra 2002 samt hans nylige renæssance med ‘Magic’- og ‘King’s Disease’-trilogierne i 2020-2023. Men ‘Illmatic’ er med god grund bredt anset som hans allerstørste og bedste værk – for ikke at tale om et af genrens bedste album nogensinde.
Turnéens danske koncert kommer til at foregå i K.B. Hallen 25. oktober, og der burde være god grund til at glæde sig. Som nævnt har Nas den seneste håndfuld år gennemgået en kunstnerisk renæssance, og da han i 2023 senest var i Danmark, beviste han, at liveniveauet også stadig er højt.
Dengang stod det på en fælleskoncert med Wu-Tang Clan. Soundvenues anmelder kvitterede med fire stjerner og roste især Nas, som var »i fuld kontrol fra det øjeblik, han betrådte scenen«.
Billetsalget til koncerten i K.B. Hallen starter den 25. april kl. 10.00.
Nas (US)
25. oktober 2024
K.B. Hallen
Billetpris: 605 kr.