Wu-Tang Clan og Nas triumferede i Royal Arena – på trods af dårlig lyd og en ugidelig Ghostface
Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente fra Wu-Tang Clan. Hvem møder op, hvem gider egentlig at være der, og kan de mon enes indbyrdes?
En indgroet del af kung-fu-rappernes myte er, at den interne konkurrence altid var stenen, de hvæssede deres lyriske sværd på.
Derfor var det måske godt, at de lørdag aften i Royal Arena havde fået selskab af en ekstra hiphoplegende i form af Nas.
Efter en skuffende optræden på Roskilde Festival sidst Wu-Tang besøgte Danmark, kunne man håbe, at Nas’ konkurrerende tilstedeværelse ville sparke energi i kollektivet.
Og da klanmedlemmerne en efter en indtog scenen – kun Method Man og afdøde Ol’ Dirty Bastard manglede – lignede de faktisk nogen, der havde lyst til at være der.
RZA var flyvende som både rapper og ceremonimester. Raekwon var skarp som på sine bedste dage. Inspectah Deck, U-God og Masta Killa virkede alle veloplagte, og selvom GZA’s stemme manglede fordums saft og kraft, så han ud til at nyde aftenens udskejelser.
Selv den ofte oversete Cappadonna trådte i karakter med en buldrende og selvsikker levering.
Det var faktisk kun Ghostface Killah, der lignede en som godt kunne finde noget bedre at bruge sin lørdag aften på. Som da han i modsætning til Raekwon ikke engang kom ud og gjorde Nas selskab med sit vers fra samarbejdet ‘Verbal Intercourse’, da Wu-Tang efter en hæsblæsende første halv time blev afløst af Nas.
Det var på grænsen til kriminelt, når nu manden har et af de stærkeste bagkataloger i Wu-Tang-slænget.
Den nærmest sømløse overgang mellem aftenens to acts var i øvrigt en lille genialitet. I stedet for to separate koncerter fik vi tre set fra Wu-Tang Clan og to fra Nas, der gled over i hinanden.
Hvor Wu-Tang Clan – godt eksemplificeret i en bragende ‘Bring Da Ruckus’ – dyrkede den kaotiske fest, var Nas i fuld kontrol fra det øjeblik, han betrådte scenen.
‘Hate Me Now’ fik alle hænder i vejret, og så gik det ellers over stok og sten gennem Nas’ imponerende bagkatalog, hvor der dog blev gjort flest stop ved 1994 og hovedværket ‘Illmatic’.
Men her er jeg nødt til at stoppe, og komme med en kommentar til lyden. For selvom jeg skal være den første til at hylde, at hip-hop-legenderne havde medbragt et helt band til at skabe lydbilledet, så var balancen i mikset helt skæv. Det var stedvis svært at høre, hvad der egentlig foregik.
Trommeslageren lå så buldrende tungt i mikset, at han langt hen ad vejen overdøvede alt andet.
Det resulterede i et monotont lydbillede, hvor de detaljer og nuancer, der gør både Nas’ og især Wu-Tangs lyd så unik, desværre ofte blev druknet i bulder og brag.
Men selv den buldrende lyd kunne ikke holde Nas og Wu-Tang tilbage i Royal Arena.
Festen fik et nøk op, da Wu-Tang kom tilbage til deres andet set, og sendte salen i call-response-ekstase med klassikere som ‘Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta F’ With’ og ‘C.R.E.A.M.’.
Nas’ andet set startede derimod mere rodet. ‘Oochie Wally’ var blandt aftenens lavpunkter, men han kom stærkt tilbage med skarpe versioner af både ‘The World is Yours’ og ‘Made You Look’.
I det hele taget svingede Nas hele aftenen sømløst mellem 1994 og 2023. Selv hans nyeste materiale, som ‘30’ fra sidste år, fik salen til at rocke med.
Under Wu’s afsluttende set gik det hele til gengæld endelig helt op i hat og briller – men heldigvis mest på den gode måde.
Det startede med et overflødigt RZA-cover af Beatles-klassikeren ‘Come Together’, men så kulminerede festen til gengæld, da hele salen først hoppede i takt til en hårdtpumpet udgave af ‘4th Chamber’ fra GZA’s ‘Liquid Swords’-album og U-God fik lov til at brillere som feststarter på ‘Gravel Pit’.
Og til allersidst skete det så endelig: I et flygtigt øjeblik slap Ghostface Killah endelig tøjlerne og gav den fuld gas med sit vers i den passende navngivne ‘Triumph’, der satte punktum for Wu-Tangs aften.
Godt ansporet af en gestikulerende og jublende Nas, der havde sneget sig ind på scenen ved siden af ham, og nørdede helt ud i gensidig newyorker-respekt.
Kort sagt:
Wu-Tang Clan og Nas’ koncert i Royal Arena endte som en vaskeægte newyorker-triumf. Selv ikke dårlig lyd kunne stoppe dem.