Når medlemmer fra succesfulde hiphop-crews går solo, kan det være en blandet fornøjelse. Tit lever soloprojekter ikke op til gruppens stærkeste materiale, eller også er de endda første tegn på, at et kollektiv er i opløsning.
Men Wu-Tang Clan er en speciel størrelse. Gruppens mantra har altid været, at alle medlemmerne har en særlig stil og personlighed, der kun gør kollektivet stærkere. Og måske er det også derfor, Wu-medlemmernes soloalbum markerer nogle af de absolut stærkeste hiphopudgivelser – ikke bare i Wu-regi, men i hiphophistorien overhovedet.
For i 90’erne var Wu-Tang Clan urørlige. RZA skræddersyede særlige universer til alle medlemmerne, og de kvitterede med udgivelser, der tog Wu-Tangs mystik og berømmelse til nye højder. Kollektivet fra New York overtog hele hiphopscenen og spyttede stimevis af klassikere ud, der redefinerede hvordan hiphop kunne lyde.
Vi har gennemgået crewets bagkatalog og fundet de fem stærkeste soloalbum – med den ene regel, at hvert medlem kun må have ét album med, så hele listen ikke er fyldt med Ghostface.
5. Ol’ Dirty Bastard ’Return to the 36 Chambers: The Dirty Version’
ODB var Wu-Tang Clans helt egen landsbytosse. Hvor de andre medlemmer tit fremstod som næsten akademisk skolede rimsmede, der altid prøvede at lyde så klinisk skarpe som muligt, var Ol’ Dirty Bastard det modsatte: Impulsiv, kaotisk, ukontrolleret.
Han var overraskelsesmomentet i klanens ellers rigide struktur. Så det er faktisk ret uventet at høre, hvor kontrolleret hans solodebut fra 1995 lyder.
Jo, jo, selvfølgelig er der dyriske udråb, maniske indslag og den der uforudsigelige vildskab, der fik alle til at elske klanens skøreste medlem. Men hans RZA-producerede soloalbum er ikke rodet eller ufokuseret.
Sangene kommer i én lang, skarp sekvens, og ODB holder sig (mestendels) til reglerne. ’Brooklyn Zoo’ er for eksempel en ret ligefrem fortælling om konflikter på gaden, der viser rapperen som ekstra excentrisk battlerapper, når han leverer genialt skæve pralerier som »I keep planets in orbit!«. Og selv mere udfarende momenter som ’Shimmy Shimmy Ya’ går aldrig helt amok: ODB styrer sine impulser og begrænser kaosset til tekstindholdet (der blandt andet referer ‘Psycho’) og omkvæddets drukne, skrålende sang, hvor han gentager sætningen »Baby, I like it raw«.
Som så ofte på klanmedlemmernes første soloalbum skabte RZA et helt eget lydbillede til ODB. Hans beats bygger på klassisk Wu-æstetik, men alt er mørkere og mere mudret. Der er skruet op for de mest destabiliserende elementer i Wu-Tangs lyd: Uhyggelige klaverer triller afsted på ’Cuttin’ Headz’, en hyletone sniger sig gennem beatet på ’Damage’, og ’The Stomp’ er nærmest bare en basgang og lidt trommeskrammel.
Det spartanske lydbillede giver masser af plads til, at ODB kan fylde det hele ud med sin personlighed. Og det gør han – på ’Goin’ Down’ slipper han et urbrøl løs, på ’Dirty Dancin’’ småsynger han, og ’Cuttin Headz’ er en skæv duet med RZA, hvor de sender mikrofonen frem og tilbage. Det er kaotisk og karismatisk, men albummets helt store genistreg er måske, at ODB bliver indrammet i en nogenlunde fast struktur, der gør, at den excentriske rappers debut bliver meget mere fokuseret, end man havde troet muligt: Galskaben er indhegnet, hvilket gør den endnu mere effektiv.
4. Method Man ’Tical’
I starten var Method Man uden tvivl den største stjerne i Wu-Tang Clan. Hans unikke, læspende stemme, det der bouncy, nærmest dancehall-agtige flow, og scenestjælende optrædener på Wu-sange som ’C.R.E.A.M.’ og ’Method Man’ fra ’36 Chambers’ gjorde, at det var ham, der virkede som den udvalgte.
Derfor er Method Mans solodebut ’Tical’ fra 1994 også det første soloalbum fra klanen, og det er samtidig på mange måder det mest undervurderede.
For selv om Method Mans debut har status som en mindre klassiker i den store Wu-kanon, har det også altid haft en aura af skuffelse over sig. Fordi crewets potentielt største stjerne ikke helt skabte et lige så skelsættende værk som Wu-Tang Clans gruppealbum. Men når man går tilbage til ’Tical’, er det slående, hvor stærke numrene er, og hvor meget Staten Island-rapperen allerede her skubber grænserne.
’Bring the Pain’ og ’What the Blood Clot’ er klassiske Wu-Tang-bangers, der næppe fås bedre, men ’Release Yo’ Delf’ har allerede en helt anden apokalyptisk lyd, som rapperen senere udforskede på det (også!) undervurderede’ Tical 2000: Judgement Day’ fra 1998. Og så er der selvfølgelig klassikeren ’All I Need’, det måske stærkeste Wu-kærlighedsnummer.
Så ja: ’Tical’ fortjener at blive opgraderet fra mindre klassiker til ægte Wu-Tang Clan-mesterværk.
3. GZA ’Liquid Swords’
Der var klanmedlemmer, der skabte store soloalbum ved at finde deres egen version af Wu-Tang Clans specielle lyd og mystik. Method Man var for eksempel Wu-Tangs stjerne, der gjorde samurai-stilen forståelig for alle ved at udvide repertoiret med gyngende beats og blødere flows. Ghostface og Raekwon forenede Wu-æstetikken med mafioso-fortælligner. Og ODB… ja, ODB var bare ODB, den er lidt svær at forklare.
Men GZA var ikke en af dem, der udvandede eller forandrede den oprindelige tilgang. Hans store soloklassiker, ’Liquid Swords’, er ikke et mesterværk, fordi det ændrer Wu-Tang-stilen, men fordi det er den reneste essens af den oprindelige magi.
For ingen inkarnerer gruppens helt specielle mystik og sprogbrug som GZA. Han angriber alle vers med matematisk præcision og med en fanatikers tro på klanens filosofi. Rapperen er Wu-Tangs ypperstepræst: Han går til mikrofonen som grebet af en hellig ild og tordner sine prædikener for menigheden.
’4th Chamber’ med RZA, Ghostface Killah og Killah Priest og ’Shadowboxin’ med Method Man er Wu-klassikere med GZA som overhoved. ’Labels’ er en lyrisk magtdemonstration, der bruger pladeselskaber som metaforer. Så er der selvfølgelig titelnummeret, en samurai-fortælling, der kandiderer til den mest Wu-agtige sang nogensinde, og det majestætiske ’Duel Of the Iron Mic’, en konceptsang hvor GZA og gæsterappere som Wu-medlemmerne Masta Killa og Inspectah Deck dyster om, hvem der har de stærkeste rim.
Det er en form for samurairap-sparring, hvor hvert rim skal sidde skarpt og præcist som et sværdstød. Alle rappere imponerer. Men GZA er altid et halvt skridt foran de andre.
Det viser på mange måder, hvad tanken bag ’Liquid Swords’ var.
For hvis alle medlemmerne i klanen var lyriske samuraier, var ’Liquid Swords’ den ultimative prøvelse. En ring, man kunne træde ind i, hvis man turde måle sig med GZA. Et form for tempel for Wu-Tangs-filosofi, hvor GZA var mester i lyrisk sværdkamp. Så nej: Det har måske ikke dannet nye stilretninger som Ghostface eller Raekwons album, men ‘Liquid Swords’ perfektionerer den oprindelige æstetik.
2. Ghostface Killah ‘Ironman’
Ghostface Killah har den stærkeste solokarriere af alle Wu-medlemmerne. Han har både skabt klassikere som ‘Supreme Clientele’ og en genistreg i form af ’Fishscale’, og så var han med til at skabe Raekwons første album. Det er svært at pege på ét værk af den legendariske rapper. Men ’Ironman’ har alligevel noget særligt.
For det er her, Ghostface for alvor begynder at skille sig ud fra Wu-Tang-kollektivet og skaber sin unikke blanding af cokerap-fortællinger fra gaden, skæve ordspil og soulsamples. For i modsætning til makkeren Raekwons soloalbum, der skabte et køligt, cinematisk billede af mafioso-fortællinger, var der altid mere energi hos Ghostface. Det hele var ikke køligt og alvorligt: Det havde Ghost alt for meget energi til.
Dynamikken i ‘Ironman’-tracks som ‘Iron Maiden’, ‘Daytona 500’ eller ‘260’ har et helt andet tempo end noget andet fra Wu-Tang Clan. RZA serverer soulsamples af folk som Bob James og Al Green, og Ghostface forvandler de soulede, hurtige beats til små film med en næsten manisk energi og indlevelse. Numre som ‘260’ handler om en drugdeal, der går galt, ‘Camay’ er en underligt hypnotiserende kærlighedsfortælling, og ‘Assassination Day’ er en klassiker med en række Wu-rappere, der rapper om snigmord.
Gennem albummet viser Ghostface, at han er en historiefortæller i storform, uanset om han starter en sang med at udbryde »we eat fish! / toss salads, and make rap ballads« (‘Fish’), eller bevæger sig på grænsens til det usammenhængende som her på ‘Iron Maiden: »Tremendously obnoxious, no blotches / my telephone watch’ll leave bartenders topless«. Fortællingen er ikke altid klar, men den er aldrig kedelig.
Alt går hurtigt – det handler bare om at følge med.
Det var det her album, der for alvor viste, at Ghostface Killah ikke bare kunne mestre samurai-stilen med Wu-brødrene. Men at han havde en helt speciel evne til at skabe fascinerende verdener i sin solomusik, selv om han tit var tæt på at syre så meget ud, at man knap nok forstod ham.
1. Raekwon ’Only Built 4 Cuban Linx’
Wu-Tang Clan havde lige taget verden med storm gennem en blanding af tunge lo-fi-beats, kung fu-filmsamples og fascinerende, mystiske tekster. Men Raekwon havde ingen tid at spilde, da han udgav sit soloalbum ’Only Built 4 Cuban Linx’ i 1995. Han havde allerede et helt nyt univers at præsentere os for.
Rapperen, der kaldte sig selv ’the Chef’, havde nemlig en vision om, at Wu-Tangs oprindelige inspiration fra kung fu-film skulle kombineres med et gangsterunivers fra mafiafilm. Så alle klanens rappere fik et nyt alias, når de skulle gæste kokkens debutalbum.
Raekwon og hans crew af mafioso-klanmedlemmer skabte en ny form for mystik-inficeret gangstarap på sange som ’Knuckleheadz’ og ’Criminology’. Ghostface Killah gæster begge de sange og agerer højre hånd på hele albummet – en tjeneste, som Raekwon gengældte på Ghostfaces senere soloalbum. Dermed er det her også startskuddet til et af hiphophistoriens mest legendariske parløb.
RZA skabte et lydbillede, der var en del mere køligt, og som føltes mere gadenært end de mere eventyrlige samurai-verdener, der dominerede gruppens album: Hør bare stemmesamplet på ’Glaciers of Ice’, fløjten på ’Verbal Intercourse’ eller det der klaverloop på ’Ice Cream’.
De tre ovennævnte sange er klassikere, men det er virkelig svært at udpege højdepunkter på et gennemført genialt album. Der er jo også ’Incarcerated Scarfaces’, en hyldest til venner bag tremmer, hvor beatet ryster som tremmer, der bliver rusket. Læg hertil den uhyggelige, cinematiske ghettofortælling ‘Knowledge God’, og så er der albummets helt store højdepunkt, ’Glaciers of Ice’; en episk sang, hvor et stemmesample hele tiden intensiveres, mens bomber eksploderer i baggrunden.
Jeg kunne blive ved: For det her er et soloalbum, der skinner lige så stærkt som noget andet Wu-album, og som har sin helt egen mystik. ’Only Built 4 Cuban Linx’ er en ubestridt hiphopklassiker, og det fortjener til fulde den status.