Interpol i Koncerthuset: Overvældende perfektionisme fra rockmusikkens store paradoks

15 år er gået, siden Interpol satte deres debut i verden. ‘Turn on the Bright Lights’ lød titelopfordringen på albummet, der dykker helt ned på bunden og udforsker mørket.

I alle de 15 år har ‘Turn on the Bright Lights’ været et album, der jævnligt har fundet vej til min pladespiller. Det har akkompagneret mine mest stille og støjende øjeblikke – de samme numre har både taget modet fra mig og givet mig det tifoldigt igen.

Der er nemlig et helt særegent paradoks, der gennemsyrer Interpol og deres debut. Der er så uendeligt meget nerve og nærvær i deres detaljerige dynamik af instrumentale call-and-response-teknikker og bidende åbenhjertige lyrik, mens hele lydbilledet samtidig er så overmåde perfektionistisk arrangeret og stramt timet. Samtidig er debutens postpunkede energi, kælne riff og emo-sarkasme lige så himmelråbende 00’er-tidstypisk, som det er tidløst.

Interpol-paradokset gør sig om noget gældende, når newyorkerne indtager en scene. Deres kølige arrogance afslører aldrig, hvorvidt de ønsker at se deres publikum hengive sig til eftertænksomhed eller eufori, men denne aften i DR Koncerthuset med fokus på netop debutalbummet lykkedes begge dele.

Paul Banks stod regelret, men trådte dog begyndelsesvist lidt ved siden af i sine nasale fraseringer – særligt falsetudskejelserne på ‘Obstacle 1’ var problematiske. Men han genvandt hurtigt den kontrol, som er så karakteristisk for hans robotagtige, monotone præcision, der står i gribende stærk kontrast til hans hjerteskærende, følelsesladede linjer.

Sam Fogarino havde indtaget sin sædvanlige plads bag trommerne, hvorfra han stramt styrede tempoet, som han sågar legesygt udfordrede i en intens afslutning på ‘Roland’. Daniel Kessler leverede med overskud og exceptionel nøjagtighed de skarpe riff (der navnligt fungerede helt overlegent godt på ‘Hands Away’ og ‘The New’), som understreger følsomheden i Banks’ klagende akkorder. Det ville dog have krævet en vis Carlos D bag bassen, hvis setuppet skulle nå sit fulde nostalgiklimaks, men live-indslaget Brad Truax leverede dog varen upåklageligt – Brandon Curtis på keys ditto.

Interpols live-konstellation anno 2017 kræsede for sit publikum. Med perfektionistisk professionalisme og nøje planlagte, afmålte løssluppenheds-afstikkere understregede de den nostalgiske skønhed og tidløse magi i ‘Turn on the Bright Lights’, der ikke blot er en overmåde stærk debut, men måske endda også det absolut bedste kapitel i Interpols fulde diskografihistorie.

Efter at have spillet debuten til ende – med højdepunkter som ‘PDA’, ‘Say Hello to the Angels’, ‘Hands Away’ og ‘Stella Was a Diver and She Was Always Down’ – vendte de fire jakkesæt tilbage med en mindre hitparade af energiske ekstranumre. Paul Banks klemte et par sjældne smil ind mellem ‘Not Even Jail’ og ‘Slow Hands’, mens det nye nummer ‘Real Life’ rystede nostalgistøvet af publikummet, der med ‘The Heinrich Maneuver’ og ‘Evil’ kunne gå opløftede hjem. En lille Interpol-a la carte-påmindelse om, hvad ‘Turn on the Bright Lights’ blev begyndelsen på, og hvilken løssluppenhed (hvis man da nogensinde kan tale om en sådan i Interpol-regi) den strictly business-plagede gruppe trods alt har tilegnet sig.

Der er få bands som Interpol, der lyder så meget som på plade, når de spiller live. Og der er ganske få debuter som ‘Turn on the Bright Lights’, der er så overbevisende stilistisk gennemført. Derfor fungerede det med al selvfølgelighed, at netop dé skulle spille netop dét album i dets fulde længde – og så lige netop i så smukke, lydforherligende rammer, der gav deres beherskede, perfektionistiske performance nyt liv.

Interpol er og bliver et rockmusikkens paradoks. De spiller med følelserne uden på tøjet, men de tager aldrig blazeren af.